TOP

Grundtvig Centeret ser ud til at være reddet

Truslen om en lukning af Grundtvig Centeret i Aarhus har hængt i luften, siden det kom frem, at centeret, som blev etableret i 2009 og indtil videre har kostet omkring 100 millioner kroner, ikke var blevet prioriteret på regeringens udspil til en ny finanslov. 

Men nu ser det ud til, at der er lys forude for centeret, der hører under Aarhus Universitet. Kristeligt Dagblad erfarer således, at man på et møde mellem uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg er blevet enige om at fortsætte finansieringen i endnu et år.

Dermed får Grundtvig Centeret mulighed for at arbejde videre med det store bærende projekt med at udgive Grundtvigs samlede værker i en digitaliseret og kommenteret udgave, skriver avisen.

Formålet med at samle Grundtvigs værker er at give forfatteren den anerkendelse, som flere mener, han fortjener.

Med ‘Grundtvigs Værker’ vurderes det, at han vil ryge op i samme kategori som Kierkegaard og H.C. Andersen. Derfor etablererede man i 2009 Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet, som siden da har forsket i forfatterens værker. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk