TOP

Gode film er ikke uegnede for mindre børn: “Film- og biografdannelse betaler sig”

Kommentar: “Vi smutter lige ind og ser den koreanske film ‘Parasite’,” sagde den 15-årige …

Jo, det sagde han faktisk og sendte mig efterfølgende en sms med et billede fra en biografsal og spurgte: “Kan du se hvor jeg er?”

Det var tydeligt en biograf med blå sæder. Men når man som os bor fem kilometer uden for Helsinge, så var mit første bud ikke, at han en søndag eftermiddag ville tage i arthouse-biografen Vester Vov Vov på Vesterbrogade i København.

Det fik mig til at tænker over, hvordan børn bliver dannede via film i deres opvækst og deres skoletid.

Min søn er opvokset i en kommune og har gået i en skole, der på ingen måde har haft særligt fokus på at bruge film i undervisningen eller har brugt biografen i skoletiden. Derfor er hans biograf- og filmopdragelse og nysgerrighed på filmens brede univers udviklet under påvirkning fra min mand og jeg, hans familie.

Og ja, jeg – hans mor – arbejder i en biograf og har taget ham med på job for at se film mange gange. Ikke alle børn og skoleelever er det forundt. De færreste har en mor, der arbejder i en biograf. De fleste går dog i en skole eller daginstitution, hvor film og biografbesøg kan være en del af hverdagen. Hvis der er mulighed, opmærksom og økonomi til det.

På tirsdag skal jeg, via mit job som biografleder, til møde med mine biografkolleger og udvælge de film, vi skal vise i den kommende sæson af ‘Med Skolen i Biografen’, og der er heldigvis rigtig mange gode film at vælge imellem til alle folkeskolens aldersgrupper.

Vi er heldige at have et sådant tilbud til skoler i Danmark, der for 17 kroner per billet kan komme i biografen og se fremragende film sammen med deres lærer og klassekammerater. Der er tilmed lavet undervisningsmateriale, som lærerne kan benytte i forbindelse med biografbesøget.

Harry Potter er ikke i sig selv en god vikar i skolen

Da jeg gik i folkeskole i 1980’erne, havde vi et filmlokale med klapsæder i hårdt træ. Og i mangel på en kvalificeret vikar, fik vi lov at tage en VHS-film med hjemmefra og sætte på. I den sammenhæng har jeg siddet rædselsslagen med lukkede øjne og ”set” ‘Motorsavsmassakren’ som 12-årig.

Det var ikke sjovt, og jeg har i dag en meget klar holdning til at overholde Medierådets vurderinger for film. De bliver ikke vurderet for de voksnes skyld, men for at de voksne kan vejlede vores børn.  Derfor er det en gave, at ‘Med skolen i biografen’ er et færdigt koncept, de danske kommuner og skoler kan benytte. Således at danske skolebørns møde med filmen ikke kun bliver ‘Harry Potter’ på storskærm som vikar for de 10-årige i 4. klasse (og da slet ikke den Harry Potter-film, der har en medierådsvurdering på tilladt over 15 år). Der sker da ikke i disse tider, hvor vi alle tænker over medier, skærmbrug og digital dannelse, jo det gør det!

Gode og passende biografoplevelser tidligt i livet

I mit daglige arbejde har jeg haft over 3.500 elever på besøg i 2019, der har set film ‘Med Skolen i Biografen’. Det er jeg rigtig glad for, og jeg håber, at nogle af dem vender tilbage til de danske biografer og med tiden bliver gode og reflekterede biografgængere.

Måske fordi de har haft gode og passende filmoplevelser tidligt i deres liv. Måske ikke sammen med deres familie, da det af mange årsager ikke har været en mulighed eller prioritering. Men fordi børnehaven eller skolen gav dem muligheden. Jeg håber, at der med tiden kommer flere 15-årige, der både ser ‘Star Wars’ med en stor cola og popcorn, men også tør vælge en Art Cinema og se en anderledes film.

Og ja, min søn havde set både ‘Star Wars: The Rise of Skywalker’, ‘Frost 2’ og ‘Jumanji’ i juleferien sammen med sin familie. Men han valgte helt selv at se den meget omtalte koreanske film ‘Parasite’, og næste gang vil han gerne se ‘Jojo Rabbit’ med sine venner.

Jeg synes, at film- og biografdannelse betaler sig. Både fordi det danner os som mennesker, og fordi det er unikt at se film sammen i biografen. Det kan nogle af os sammen som familie, men vi kan det også sammen i skolen.

Jeg glæder mig til at finde gode film til næste sæson af ‘Med Skolen i Biografen’ og tænke på alle de mange børn og unge, der sammen og i fællesskab skal en tur i biografen og blive begejstrede, kloge, more sig, undre sig, kede sig og gå hjem med et nyt perspektiv på verden.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Leder af biblioteket og biografen Bibliografen i Bagsværd.