TOP

Mange steder i kulturlivet er gode praksisser i bestyrelser stadig ikke en norm – Kulturministeriet er et af stederne

Kommentar: Selvom mange års erfaring og forskning i bestyrelsesverdenen viser, at der er grund til at følge nogle velbeskrevne og gode praksisser i kulturbestyrelser, så er det mange steder ikke blevet en norm endnu. Kulturministeriet er et af stederne.

Danske Kulturbestyrelser er en fire år gammel forening, og vi er i gang med at udbrede tanker og idéer om godt bestyrelsesarbejde i sektoren blandt andet gennem vores udgivelser og konferencer. Derfor var det også en glæde at læse Louise Ejgod Hansens betragtninger om udpegningen af den nye formand for Det Kongelige Teater. For den diskussion er værdifuld at tage. Der er mange andre eksempler, som jeg skal vende tilbage til, men uanset personen og institutionen, så er det afgørende, at der gennem offentlig debat skabes en forståelse for vigtigheden af gode bestyrelser – godt sammensat, uafhængige, med gode kompetencer og med lyst og evne til at skabe resultater i fællesskab.

De store brancheorganisationer for teater, museer, kunsthaller, koncerthuse og musikinstitutioner samt KL og Børne- og Kulturchefforeningen gik i 2018 sammen med os om at udvikle et nyt kodeks, som vi kalder ‘God Ledelse af Kulturinstitutioner’. Det og tilhørende forklaringer og hjælpemidler kan findes på culturalgovernance.dk . Til grund for det arbejde lå en opsamlet erfaring af det tidligere kodeks’ tendens til at se tingene alene fra en tilskudsgiversynsvinkel, og endvidere lå en stor undersøgelse af kulturbestyrelsesmedlemmers opfattelse af problemer og udfordringer til grund. En undersøgelse som de nævnte parter også var medarrangører af.

Kulturbranchen skal have et fælles kodeks

Tankerne om godt bestyrelsesarbejde er i hovedtrækkene fælles på tværs af lande og brancher. Kulturen kræver kvalificeringer på nogle punkter, som Ejgod gør opmærksom på. Det har vores undersøgelse også vist. Men faktisk mener jeg ikke, det burde være nødvendigt at lave et særligt kodeks for statsinstitutioner på kulturområdet. Jeg tror, at et fælles kodeks kan gøre det i kultursektoren.

Det, der gælder for god ledelse generelt – at en god formand skal kunne agere uafhængigt og ikke personificere en partsinteresse uden for institutionen – bør naturligvis også gælde her. Vi har set eksempler på, at ministeriet har udpeget en direktør for en institution til formand for den samme institution, selvom det er i klar modstrid med både ministeriets egne uafhængighedskriterier og direkte frarådes i kodeks for god selskabsledelse: “(…) det bør sikres, at den tiltrædende direktør har mulighed for at agere uafhængigt af den tidligere direktør” hedder det her.

Lovgivning spænder ben for sund praksis

Problemet opstår også, når ministeriet gang på gang får gennemført love og bekendtgørelser, der overtræder dets eget kodeks. Bestyrelsessammensætningen fastsættes heri, og det bygger som regel på et repræsentativt princip, der altid har en tendens til at trække bestyrelsen i en afhængig retning.

Alene af den grund burde ministeriet sikre, at bestyrelsen selv kunne supplere med uafhængige medlemmer med efterspurgte kompetencer. Alle landsdelsscenerne og de tre egnsteatre med særlige opgaver er sammensat på den måde. De sidste fik direkte skabt større afstand til ministeriets egne anbefalinger vedrørende deres bestyrelsessammensætning ved lovrevisionen i 2019. Der kan også nævnes eksempler fra den kommunale verden.

Danmarks Radio fik en rent politisk udpeget bestyrelse ved sidste lovrevision i 2018, og den har flertal af folketingspolitikere.

Ledelse skal sikre kunsten ubegrænset ytringsfrihed

Som Louise Ejgod Hansen gør opmærksom på, så er god ledelse på kulturområdet ikke bare præget af behovet for en høj grad af decentralisering for at opnå maksimal fleksibilitet og effektivitet. Den er også karakteriseret ved, at befolkningen har en væsentlig interesse i at sikre kunsten sin ubegrænsede ytringsfrihed. Et frit kulturliv – inden for en kulturpolitisk ramme naturligvis – er afgørende for demokratiet og livssynenes frie brydning. Det kaldes armslængdeprincippet, og det fremmes ikke af disse former for politisk repræsentativitet.

Vi mener ikke, at der slet ikke må være politikere eller medlemmer udpeget af tilskudsyderne i bestyrelserne. Det kan godt være udtryk for en ønskelige aktiv ejerskabspolitik. Men det bør, som ministeriet selv angiver, ikke udgøre flertallet. Men i øvrigt kan man jo så trøste sig med, at det i en del konkrete tilfælde alligevel fører til gode bestyrelser på grund af den kompetence og refleksivitet, der udvises i disse bestyrelser.

Vi foreslår altid i vores høringssvar, at sammensætningen følger ministeriets egne anbefalinger og, vi foreslår endvidere, at ministeriet allierer sig med en nomineringsgruppe af mennesker med bestyrelsesforstand til at foretage indstillinger til de mange ministerudpegninger. Herved kunne man opnå en bredde og en mangfoldighed, som – udover kønsvariablen – kan være vanskeligt at opnå på baggrund af embedsmændenes og ministerens egne kandidatidéer.

At vi stadig slås med at vinde gehør for disse selvindlysende ledelsesprincipper, skyldes jo nok, at de krydses med andre og stærkere hensyn, der gør sig gældende mellem partier og politikere. Al offentlig drøftelse af disse emner kan dog være vejen til få kastet klarere lys ind de ellers lukkede bestyrelsesudpegninger. Derfor tak til Louise Ejgod Hansen og Kulturmonitor.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Finn Schumacker er formand for Foreningen af Danske Kulturbestyrelser, bestyrelsesformand for Ars Nova Copenhagen, næstformand for Danse Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner. Til hverdag er han musikchef for Odense Symfoniorkester.