TOP

Glad Teaters bevilling forlænget i et år, men langsigtet løsning mangler stadig

Glad Teater har de seneste år fået tilsagn om statslig støtte i løbet af foråret. Det er ikke sket i år, og Glad Teaters fremtid har derfor været uvis. Men nu er Kulturministeriets bevilling til teatret for funktionsnedsatte blevet forlænget med et år, så Glad Teater er sikret i 2020.

Teatret mangler dog stadig at få en langsigtet løsning på plads, men Glad Teaters administrative leder, Jesper Michelsen, håber på, at den vil komme på plads til foråret, når teatret skal mødes med kulturministeren.

”Jeg må indrømme, det var en stor lettelse at få klarhed. Vi stod til at skulle lukke alt, hvad der hed produktion af forestillinger og ikke mindst afskedige trofaste medarbejdere. Nu er den storm heldigvis afblæst – midlertidigt. Vi håber selvfølgelig på, at ministeren, ligesom os, mener, at der fremover skal være plads til inkluderende scenekunst i Danmark, og at Glad Teater ender med en længerevarende mere holdbar økonomisk løsning, når vi mødes med ministeren i foråret.”

Anden forståelse skaber et andet perspektiv

Jesper Michelsen har tidligere argumenteret for Glad Teaters eksistensberettigelse i Kulturmonitor:

“Grundlæggende handler det om den demokratiske dagsorden, hvor alle mennesker skal have mulighed for at ytre sig. Det var samme dagsorden, man havde for kvinder på scenen for 200 år siden. Alle mennesker har en demokratisk ret. Den anden side er, at vores skuespillere bidrager med noget helt andet. De har en anden forståelse af verden, og den skaber et andet perspektiv for os som publikum. Vi kalder det en intensiveret menneskelighed,” sagde han blandt andet i den forbindelse.

Glad Teater har siden 2014 modtaget penge, der er øremærket scenekunstnerisk produktion, fra Kulturministeriet. Midlerne stammer fra Kulturministeriets fordeling af de alment kulturelle udlodningsmidler under puljen sociale teatre.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test