TOP

Gældspressede museer venter på afklaring i sag om lån på millioner: “Det er en kompliceret sag”

Arbejdsmarkedets Feriefond har mange millioner kroner tilgode, som de har lånt ud til omkring 30 danske museer. Det mener fonden selv, mens museerne til gengæld mener, der er tale om en gave, fonden pludselig vil have tilbage i en kovending.

Sådan lyder hovedlinjerne på den betændte diskussion mellem Arbejdsmarkedets Feriefond og en lang række danske museer, der har stået på siden april 2017, hvor fonden pludselig krævede udlån tilbagebetalt.

Uenigheden er dog blevet til mere end en diskussion. For flere af museerne kan det få alvorlige konsekvenser, hvis fonden ender med at få medhold i dét, der er blevet en sag, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fortsat arbejder med EU-kommissionen om at finde en løsning på.

Faktisk er det så alvorligt, at flere af museerne frygter lukning, hvis lånene skal betales tilbage. Og som det ser ud lige nu, er der ikke udsigt til en afklaring, selvom beskæftigelsesministeren ellers lovede dette allerede sidste år. Det skriver TV2 Bornholm.

“Jeg er helt med på, at museer og kulturinstitutioner, der har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond, må være trætte af at vente på en afklaring,” siger Troels Lund Poulsen til TV 2 Bornholm.

Ingen garanti
Det er blandt andet Fregatten Jylland og Arbejdermuseet, der hver især har lånt omkring 50 millioner kroner, mens Københavns Zoo har lånt hele 120 millioner kroner af Arbejdsmarkedets Feriefond.

Ifølge museerne blev lånene fra Arbejdsmarkedets Feriefond i sin tid ydet som 20-årige rente- og afdragsfrie lån. Lånene måtte ikke kaldes donationer, selvom de ifølge feriefondens daværende ledelse var at betragte som sådan. Altså, lån der ikke skulle betales tilbage, men blot blev forlænget ved udløb.

Men da Arbejdsmarkedets Feriefond begyndte at kræve pengene tilbagebetalt i 2017, udtalte ledelsen, at der aldrig blev givet garanti for, at lånene ville blive forlænget. I 2014 fik fonden nye vedtægter, efter at et flertal i Folketinget beskar støtten til fonden markant, hvilket satte en stopper for lånene.

»Det er en kompliceret sag, og vi arbejder derfor fortsat på en endelig løsning. Det er afgørende, at vi får landet en holdbar løsning med EU-kommissionen, og det hjælper Kammeradvokaten os med,« siger Troels Lund Poulsen til TV 2 Bornholm.

Sagen er ikke mindst kompliceret, fordi Arbejdsmarkedets Feriefond er underlagt EU-regler for statsstøtte, hvilket betyder, at lånene formentlig ikke frigives.

Indtil løsningen er fundet, bliver pausen på lånene dog forlænget til udgangen af 2019. Men afgørelsen kan altså få alvorlige konsekvenser for de berørte museer. Således har Vikingecenter Fyrkat tidligere udtalt, at de må lukke, hvis hele deres lån skal tilbagebetales.

De har lånt penge af Arbejdsmarkedets Feriefond:

  • Ringkøbing-Skjern Museum: Tre lån på i alt 16,5 mio. kr til indfrielse 2019-2028.
  • Arbejdermuseet: Fire lån på i alt 46,9 mio. kr. til indfrielse 2028-2036.
  • Dansk Forsorgsmuseum: Et lån på 4,9 mio. kr. til indfrielse 2032.
  • Andelslandsbyen Nyvang: Et lån på 6,6 mio. kr. til indfrielse 2027.
  • Nordsøen Oceanarium: Tre lån på i alt 67 mio. kr. til indfrielse 2021-2033.
  • Vadehavscentret: Et lån på 8 mio. kr. til indfrielse 2022.
  • Randers Regnskov: Et lån på 12,1 mio. kr. til indfrielse 2019.
  • Middelaldercentret: Fire lån på i alt 27,1 mio. kr. til indfrielse 2019-2027.
  • Fyrtøjet: To lån på ialt 8,9 mio. kr. til indfrielse 2019-2024.
  • NaturBornholm: Et lån på 50 mio. kr. til indfrielse 2023.
  • Anholt Lokalhistoriske Arkiv: To lån på 240.000 kr. til indfrielse 2020.
  • Ribe Vikingecenter: Et lån på 10,6 mio. kr. til indfrielse 2022.
  • Doverodde Købmandsgård: Et lån på 10,4 mio. kr. til indfrielse 2021.
  • Danmarks Saltcenter: Tre lån på i alt 9,3 mio. kr. til indfrielse 2022-2036.
  • Stenaldercentret Ertebølle: To lån på i alt 7,1 mio. kr. til indfrielse 2019-2024.
  • Museumscenter Aars: Et lån på 8,5 mio. kr. til indfrielse 2021.
  • Nordjyllands Historiske Museum: To lån på i alt 5,7 mio. kr. til indfrielse 2019-2023.
  • Limfjordsmuseet: Et lån på 1 mio. kr. til indfrielse 2020.
  • Djursland for Fuld Damp: To lån på i alt 1,1 mio. kr. til indfrielse 2020-2025.
  • Fjordcentret Voer-Færgested: Tre lån på i alt 4,2 mio. kr. til indfrielse 2020-2025.
  • Stenvad Mosebrugscenter: Et lån på 5,4 mio. kr. til indfrielse 2024.
  • Fregatten Jylland: 2 lån på i alt 56,4 mio. kr. til indfrielse 2026-2028.
  • Dybbøl Banke: To lån på i alt 7,6 mio. kr. til indfrielse 2029.
  • Bornholms Middelaldercenter: Et lån på 6,5 mio. kr. til indfrielse 2027.
  • Fiskeriets Hus: Et lån på 250.000 kr. til indfrielse 2030.
  • Øhavets Smakke- og Naturcenter: Et lån på 5 mio. kr. til indfrielse 2029.
  • Naturama: Et lån på 2,2 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Søbygaard: Et lån på 3 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Zoologisk Have: To lån på i alt 120 mio. kr. til indfrielse 2031-2035.
  • Haderslev Bymuseum: Et lån på 0,6 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Maritimt Museum: Et lån på 49 mio. kr. til indfrielse 2034.
  • Danmarks Borgcenter: To lån på i alt 39 mio. kr. til indfrielse 2034-2037.
  • Ragnarock: Et lån på 40 mio. kr. til indfrielse 2034
  • Odense Bys Museer: Et lån på 5,8 mio. kr. til indfrielse 2037

Kilde: Jyllands Posten

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.