TOP

Fusionen mellem Rosinante og Gyldendal skaber muligheder for andre forlag

Når Rosinante & Co. Rykker ind hos Gyldendal og ophører som selvstændigt forlag, er det med til at rykke rundt på markedsandele og flytte forfatterskaber, skriver MediaWatch, der har talt med en række mellemstore forlag om den nye situation på bogmarkedet.

Generelt har flere forlag oplevet øget interesse efter at fusionen blev meldt ud. Ikke mindst fra forfattere, der ønsker at søge nye græsgange. 

“Vi kan mærke nu, at der er en kæmpestor interesse fra forfatterne om at tale med os for at finde ud af, om vi kan finde ud af et samarbejde. Men vi er et lille forlag i forhold til Rosinante, så vi kan slet ikke rumme det, selvom vi gerne ville,” siger direktør for forlaget Gladiator, Jakob Sandvad til MediaWatch.

Tilbageslag for kvalitetslitteratur

Generelt er der dog i forlagsbranchen ikke den store begejstring for fusionen, som flere mener er et tilbageslag for kvalitetslitteraturen i Danmark. Flere forfattere har offentligt udtrykt bekymring for sammenlægningen, der kostede 29 stillinger i alt både hos Gyldendal og hos Rosinante & Co. 

Det samme har den tidligere forlagschef for Rosinante & Co, Jacob Søndergaard, der valgte at forlade sin stilling som følge af fusionen.

“Vi kan ikke drive forlag, hvis denne udvikling fortsætter. Markedet for det nye og ukendte, det tids- og opmærksomhedskrævende er ved at forsvinde – og det sker uden megen modstand. Derfor må vi simpelthen finde på nye tiltag for at vise, at læsning er livsvigtigt. Vi skal sikre, at mange slags litteratur er synlig og tilgængelig i nye sammenhænge. Som forlæggere har vi i de her år et helt andet accentueret ansvar, end vi havde, da jeg startede i branchen for 20 år siden, eller for bare fem år siden. Det er nu det gælder!” lød det fra Jacob Søndergaard i et interview til Vagant tidligere på året. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk