TOP

Fungerende kulturminister: “Danmark har et kæmpe behov for en mere tydelig kulturpolitik”

Danmarks kulturpolitik har været for usynlig i mange år. Det siger den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) i et stort interview med Kristeligt Dagblad

Det er endnu uvist, hvor længe Rasmus Prehn skal agere kulturminister, men så længe han sidder på den kulturelle ministertaburet, vil han kæmpe for kulturpolitikken. 

“Danmark har et kæmpe behov for en mere tydelig kulturpolitik. Kulturen og kunsten er noget af det, der gør det værd at leve. Kulturen skaber begejstring, refleksion og fællesskab, og det er nogle ting, vi har enormt meget brug for i en tid, hvor man også taler om, at vi mangler sammenhængskraft, og der kan kulturpolitikken også spille en vigtig rolle,” siger han til dagbladet. 

Det Kongelige Teater skal være mere vedkommende for flere 

Rasmus Prehn melder sig samtidig i koret blandt dem, der vil bygge bro mellem det folkelige og elitære, som han ikke anser for at være modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger, og den fungerende kulturminister mener blandt andet, at man skal kæmpe for at lokke en ny målgruppe ind i Det Kongelige Teater. 

“Når nu vi for eksempel skal forhandle om fremtiden for Det Kongelige Teater, kan man også gøre sig nogle overvejelser om, hvordan vi gør Det Kongelige Teater mere vedkommende for sådan nogle drenge, der som jeg selv voksede op i Taastrup, hvor der ikke var alt for mange, der kom i Det Kongelige Teater. Jeg kom først på Det Kongelige Teater, da jeg var over 30 år, og jeg tror ikke, at jeg gennem hele min barndom mødte nogen, der kom der eller vidste, at det fandtes,” siger Rasmus Prehn til Kristeligt Dagblad.

Da Rasmus Prehn tidligere på måneden overtog nøglerne til Kulturministeriet, havde regeringens finanslovsforslag allerede set dagens lys. Udspillet viste tydeligt, at Socialdemokratiet kun ville fjerne det omdiskuterede omprioriteringsbidrag på få områder som folkehøjskoler og kunstneriske uddannelser, hvilket fik en række kulturaktører til at kritisere Joy Mogensen.

Rasmus Prehn tør heller ikke at love, at omprioriteringsbidraget bliver fjernet på et tidspunkt, hvor han formentlig end ikke er kulturminister længere. Det er stadig intentionen, men han håber, at det er forståeligt for de fleste, at man løser opgaverne i en realistisk rækkefølge.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk