TOP

‘Fred til lands’ får hovedpris på international filmfestival

DR-serien ‘Fred til lands’ fik i weekenden hovedprisen Reflet d’Or-pris på Geneva International Film Festival i Schweiz. 

“Vi er både glade og stolte! Det er rigtigt dejligt, at ‘Fred til Lands’ allerede efter første internationale visning nu også opnår anerkendelse uden for landets grænser. Det er altid fantastisk, når ens arbejde bemærkes og anerkendes i udlandet. Ikke kun for vores serie, men for dansk fiktion i det hele taget,” udtaler seriens hovedforfattere Christian Torpe og Marie Østerbye i en pressemeddelelse. 

Ti tv-serier var i spil til prisen, heriblandt Christoffer Boes Viaplay-serie ‘Forhøret’ og den voldsomt anmelderroste ‘Years and Years’, der er skabt i et samarbejde mellem HBO og BBC. 

Filmfestivalens jury fremhæver i sin motivering for at give prisen til  ‘Fred til lands’ blandt andet, at serien “ ryster sine karakterer med moralske dilemmaer, som publikum kan forholde sig til og ikke hjælpe med, men fuldt ud engagerer sig i. Dramaet leger med og dissekerer spørgsmål om skyld og skyld, dominans og fejhed. Det sætter spørgsmålstegn ved selve forestillingerne om sandhed og løgn, godt og ondt.”

Derudover fremhæver juryen også serien for “fremragende skuespil og instruktion”. 

“I en tid, hvor der produceres flere store tv-serier end nogensinde før, er det en stor anerkendelse til DR og holdet bag ’Fred til lands’, at vi fortsat formår at gøre os internationalt bemærket med vores serier. Derfor er vi også begejstrede for den flotte, internationale anerkendelse af ’Fred til lands’,” udtaler dramachef Christian Rank fra DR. 

’Fred til lands’ er produceret af Motor i co-produktion med DR Drama og med støtte fra FilmFyn.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test