TOP

Franciska Rosenkilde sender nødråb til Slotsholmen: Hjælp os nu med at stoppe spillestedernes blødning!

Debat: Mens vi forsigtigt igen søger mod museer, teatre, foreningslivet og andre vigtige kulturinstitutioner, sidder mange danskere sikkert med en fornemmelse af, at hverdagen, stille og roligt er på vej tilbage.

Men for landets spillesteder er krisen i dag ikke mindre, end den var for få måneder siden, da statsminister Mette Frederiksen lukkede vores land og samfund ned. Og spillestederne har brug for livreddende førstehjælp for at stoppe blødningen.

I København, hvor jeg selv er kultur- og fritidsborgmester, risikerer vi meget snart at se ikoniske københavnske spillesteder dreje nøglen om, hvis ikke de får den nødvendige økonomiske håndsrækning.

De første, der måtte droppe deres arrangementer på grund af coronakrisen, var spillestederne. Og de sidste, der igen kan optage normal drift, er de selv samme aktører. Derfor er det helt naturligt, at de oplever stor usikkerhed omkring deres fremtid: Hvor store bliver udgifterne for at leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger? Vil publikum stadigvæk gå til koncerter, eller er de bange for smittefare? Og er der nye hjælpepakker på vej?

Tvunget til at sidde på deres hænder

I dag oplever spillestederne en situation, hvor det er umuligt for dem at afholde koncerter under de gældende forsamlingsregler. Når spillesteder i dag kun må lukke få gæster ind, bliver omkostningerne ved overhovedet at afholde koncerter større end indtægterne.

Det er naturligvis uholdbart, at spillestederne ikke kan drive deres forretning uden at udhule deres egen økonomi. Det tvinger dem til at sidde på deres hænder med krydsede fingre i håbet om, at regeringens hjælpepakker fornyes, og spillestederne tildeles tiltrængte midler.

Problemet er ikke kun alvorligt for de mange medarbejdere, som holder hjulene kørende under spillestederne, og de mange koncertgængere, som kommer der. En lukning af spillestederne vil også få langsigtede konsekvenser for det musikalske økosystem i Danmark og København som kulturel hovedstad.

I årevis har spillestederne haft tradition for at tage sig af den spirende talentmasse af musikere, vi har i Danmark. Alene på Vega er der hvert år mellem 7-800 koncerter med 2.300 forskellige artister på scenen, hvoraf mange for første gang får mulighed for at vise sig frem for et større publikum – og potentielt vokse sig til de musikere, som under normale omstændigheder vil fylde sommerens store festivalscener.

Med stor succes har vi sendt internationale stjerner som MØ og Lukas Graham til alle verdenshjørner, hvor de er med til at sætte dansk musik på verdenskortet, og samtidig er København kendt for sin undergrundsscene, hvor der er stærke rødder ned i nicher, der giver musikere muligheder for at eksperimentere med deres kunst.

Vi kan ikke redde byens spillesteder på egen hånd

Hvis ikke vi har en spirende og mangfoldig livescene, der plejer talentmassen, vil begge dele forsvinde. Det vil være et gigantisk tab for København og dansk kulturliv.

I både Musikudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i København er vi opmærksomme på spillestedernes massive udfordringer. Og jeg vil arbejde for, at der ved de kommende budgetforhandlinger afsættes midler, så spillestederne og livescenen ikke går nedenom og hjem på grund af coronakrisen.

I København kan vi gøre meget. Men vi kan ikke redde byens spillesteder på egen hånd. Eventuelle midler fra budgetforhandlinger vil først være spillestederne i hænde i januar 2021, og allerede dér kan det vise sig at være for sent.

Derfor er det også nødvendigt, at regeringen og kulturminister Joy Mogensen anerkender behovet for hjælp og hurtigst muligt sikrer hjælpepakker til de lukningstruede spillesteder. For det er stærkt begrænset, hvor længe både de – og den musikalske talentmasse – kan afvente og håbe på, at politikerne på Christiansborg indser vigtigheden af landets spillesteder og deres rolle for landets musikalske kunstnere.

Jeg håber virkelig, nødråbet når hele vejen til Slotsholmen. Ellers kan en stor del af kulturlivet, som statsministeren ellers i starten af coronakrisen storroste på sin Facebook-side, have talte dage.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Kultur- og fritidsborgmester (Å) i Københavns Kommune.