TOP

Fra #MeToo til #WeDo: Forening efterlyser krænkere

Efter filmbranchen for halvandet års tid siden blev epicenter for #MeToo-bevægelsen, har vi hørt masser af historier om kvinder – og enkelte mænd – der har oplevet seksuelle krænkelser og overgreb. Vidnesbyrd fra krænkerne har der derimod været langt imellem.

“Det er en skam, for det forhindrer, at vi får løftet samtalen op på et højere niveau og diskuterer, hvad vi egentlig ønsker i samværet med hinanden. Hvad er det for en bevidsthed, der er brug for, så vi kan møde hinanden med respekt?” siger filmproducent og grundlægger af Danish Documentary Productions, Sigrid Dyekjær.

Sammen med blandt andet filmproducent Meta Louise Foldager Sørensen har hun stiftet en ny forening, som nu efterlyser historier fra krænkere.

“Vi vil gerne høre fra både kvinder og mænd, der fortæller om, hvordan de selv er gået over grænsen, så et møde med et andet menneske er endt som en magtdemonstration og ikke et reelt åbent møde. Vi efterlyser mennesker fra alle brancher – ikke kun film- eller kulturmiljøet, ” siger Sigrid Dyekjær.

Historierne skal ligge på en hjemmeside, hvor der allerede ligger 100 fortællinger fra kvinder og mænd, der er blevet krænket. Personerne bag historierne vil være anonyme, og vidnesbyrdene bliver indtalt af skuespillere.

“På nuværende tidspunkt har vi samlet fem historier. Vi drømmer om at komme op på 100. Det er nok urealistisk, for det er enormt tabubelagt, så 50 vil også være fint. Og vi taler ikke om voldtægter og grove ulovligheder men om grænseoverskridende og krænkende adfærd,” siger Sigrid Dyekjær.

Den nye forening er et resultat af Sigrid Dyekjær og Meta Louise Foldager Sørensens samarbejde i forbindelse med markeringen af årsdagen for #MeToo, hvor de lancerede initiativet #WeDo. Tæt knyttet til projektet er Ekstra Bladet og chefredaktør Karen Bro.

“Vi var trætte af alt det der klynkeri med, at den og den har klappet mig på røven. Vi ville lave en bevægelse, som får folk til at tale sammen, for vi mener, at det er via kommunikation, at man skaber ændringer. Hvis vi forøger det rum, der er imellem os som mennesker, så er der en mulighed for, at vi begynder at forstå og respektere hinanden på en anden måde,” siger Sigrid Dyekjær.

I forbindelse med #WeDo-initiativet indledte de to filmproducenter et samarbejde med chefpsykolog Louise Dinesen fra konsulentvirksomheden Hartmanns, der blandt andet medierer for firmaer i forbindelse med sager omkring krænkelser.

“Louise gjorde os opmærksom på, at hvis man vil en bedre dialog, og hvis man vil adressere, hvad det vil sige at blive krænket eller at krænke, så skal man tage meget vare på den, der krænker, for hvis man ikke passer på krænkeren, så får man ikke en dialog,” siger Sigrid Dyekjær.

#WeDo-initiativet udgav i forbindelse med markeringen af etårsdagen for #MeToo en CEO-guide. Derudover har man udarbejdet et undervisningsmateriale, der er tilgængeligt via Clio Online, og som de håber vil blive brugt i uge 6, hvor skolerne har fokus på køn og seksualitet.

“Vi er åbne over for ideer til andre initiativer. Foreløbig skal vi have en lille scene på Roskilde Festival, hvor Karen Bro fra Ekstra Bladet vil diskutere #WeDo, som også kommer på programmet på Folkemødet i Ekstra Bladets regi,” fortæller Sigrid Dyekjær.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.