TOP

Forsker skal kulegrave #MeToo i den danske film- og teaterbranche

Et nyt forskningsprojekt skal kortlægge diskrimination, chikane og overgreb i forbindelse med skabelsen af film, teater og musicals i Danmark. Det skriver Politiken

Det danske forskningsprojekt kommer halvandet år, efter at Film og Scenekunst Initiativet – den danske film- og teaterbranches reaktion på #MeToo-bølgen – blev søsat, og som siden er blevet kritiseret for at være feset ud. 

Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Dansk Teater, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen. 

“Problemstillingerne er ikke særegne for vores branche, men her eksisterer muligvis nogle særlige vilkår og strukturer, som giver en større risiko for, at problemer med et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan opstå. Vi har f.eks. mange freelancere, som ikke altid oplever den samme beskyttelse om fastansatte. Vi har også en del arbejdssituationer med stort pres, eksempelvis op til præmierer, hvor tonen kan være hård og procedurer går fløjten, fordi det skal gå stærkt. Det skal vi vide mere om, for at kunne sætte ind de rigtige steder og på den rigtige måde,” udtaler Louise Stenstrup, direktør i Dansk Teater, i en pressemeddelelse.

Første skridt mod vidensbaserede forandringer

Undersøgelsen er første led i en større indsats, for den nye viden har kun værdi, hvis den bliver brugt til at skabe reelle forandringer, påpeger Jan Neiiendam, der er konstitueret som administrerende direktør i Producentforeningen.

“Det er helt afgørende, at projektet her munder ud i nogle konkrete indsatser, som virker. I dag ved vi reelt ikke, hvilke typer af indsatser, der har den bedste effekt. Skal vi udarbejde flere eller bedre generelle retningslinjer? Eller er det dialog med den enkelte, der virker? Vi har brug for en fælles indsats baseret på viden, så vi ikke står i den samme situation om fem år,” siger han.

“Vi ved, at kvinder og minoriteter hyppigere er udsat for seksuelle overgreb og diskrimination, men det betyder ikke, at der ikke også er problemer for mænd. Derfor vil vi gerne hele vejen rundt og høre alle,” siger lektor Camilla Møhring Restorff, der skal stå for indsamling af empiri og analyser, til Politiken.

Formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, håber, at projektet vil munde ud i konkrete initiativer om et års tid.

“Det store mål er en ændring af en kultur. Det er en supertanker, der skal vendes, og det er ikke sket om et år. Men om et år har vi diskussionen, og om to år er vi måske ved at ændre lidt af retningen på supertankeren. Og om tre år er det måske naturligt at tale om diskrimination og sexchikane. Det er mit kæmpestore håb at ændre kulturen, så vi ikke har nogle konfrontatorisk optrukne linjer, som ligner en slagmark, men hvor vi har en fælles anerkendelse af vores fælles udfordringer,” siger han til Politiken. 

 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test