TOP

Formænd for Statens Kunstfond ser tilbage på året: “Vi er her for at gøre kunstoplevelser til en del af alle borgeres hverdag”

Kommentar: Der er noget i luften – og alt står i denne tid i julens tegn. Vi er godt gang med december måned, og inden længe skriver kalenderen 24. december og juleaften. For mange er det lig med samlinger om middagsbordet, om juletræet og om julens sange. Lige præcis julen er et godt eksempel på, hvordan vi igennem tusinde år har brugt kunsten til at udtrykke et glædeligt budskab og brugt kunsten til at skabe fællesskabet om julen. Vi bliver i denne tid mødt af musik, lyrik, billedkunst, kunsthåndværk og design – ja, kunst i mange forskellige udtryk – uden at tænke over, at det faktisk er netop kunsten, som udtrykker julens budskab. 

Nu klinger året snart ud og som kunstfond kan vi skue tilbage på et godt år, hvor vi på mange måder har forsøgt at sætte fokus på kunsten. I forrige uge hyldede vi således 13 helt særlige danske kunstnere, der er de nye modtagere af Statens Kunstfonds hædersydelse. Vi havde inviteret dem og 200 andre ind til langborde med mad, fest og musik i Folkehuset Absalon for at minde os alle sammen om, hvor vigtig kunst er for os som individer og samfund. 

Uddelt støtte over 6.000 gange

En af de nye hædersmodtagere var Annisette Koppel, hvis stemme har berørt og betaget generationer. En anden Flemming Quist Møller, far til folkekære karakterer som Cykelmyggen Egon og Jungledyret Hugo, som har indprintet sig hos mange igennem flere generationer. En tredje var landskabsarkitekten Kristine Jensen, der har sat sit præg på vores fælles landskab i øst og vest af Danmark. Vi kunne blive ved. Fælles for alle 13 nye hædersmodtagere er, at de har skabt kunst, som betyder noget for rigtig mange mennesker, og som påvirker os og giver os store oplevelser – til sammen og hver især. 

Vi har i løbet af de sidste 12 måneder givet tilskud til mere end 6.000 projekter, institutioner og ansøgere. Som Danmark største kunstfond er det vores privilegium at stå for, at arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst kommer ud og rammer bredt i den danske befolkning og i udlandet – blandt andet i form af forfatterarrangementer, kunst på skoler og hospitaler og festivaler for musik, scenekunst og litteratur. Vi er her for at gøre kunstoplevelser til en del af alle borgeres hverdag.

Når vi i Statens Kunstfond uddeler projektstøtte, hædersydelser og arbejdslegater, er det for at gøde jorden for tidens og fremtidens kulturliv og kulturarv. Det er en investering i oplevelser, følelser og referencer, vi kan være fælles om. Og så har vi brugt året på at blive bedre til at fortælle om fondens investeringer. Vi har været rundt i hele landet med vores forskellige udvalg i dialogmøder med borgere og kunstnere, og vi har forbedret vores hjemmeside i forhold til sprog og udtryk. 

Glædelig jul og god kunst i det nye år

Og hvorfor er alt dette så så vigtigt? Jo – fordi kunst er som et spejl, vi holder op for os selv. Som individer og som samfund. Kunsten viser os vores historie, vores nutid og fremtid. Den åbner vores øjne for det skønne og det hæslige, ophæver grænsen mellem fantasi og virkelighed. Kunsten fører os sammen og kan samtidig vise os det, der er anderledes end os selv.

Og hvad får vi som samfund ud af det? I Statens Kunstfond ved vi, at kunstoplevelsen er nødvendig for at forstå sig selv, og at kunsten først opstår i mødet med den, der oplever den.

Mennesker mødes, samtaler indledes, og nye fællesskaber tager form omkring kunsten. Statens Kunstfond er sat i verden for at skabe oplevelser som disse. På denne måde spiller kunsten også en vigtig demokratisk rolle.

Kunsten minder os om, at vi alle har noget at fortælle. At vi alle har gavn af at lytte til hinanden. At være åbne og sætte os i andres sted. At vi er et samfund med plads til både ligheder og forskelle, konflikt og enighed.

Og når julesangene forstummer, og det igen bliver hverdag, vil vi gøre vores arbejde for, at kunst året rundt er en del af alles hverdag. Vi ønsker alle glædelig jul og god kunst i det nye år! 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Formand for Statens Kunstfonds bestyrelse og operachef for Malmø Opera.