TOP

Forlag stopper midlertidigt for modtagelse af uopfordrede manuskripter – kan ikke følge med

Forlagsbranchen er i det store hele sluppet godt gennem coronakrisen – ikke mindst takket være danskernes store behov for adspredelse i form af gode læseoplevelser under diverse nedlukninger.

Men mange danskere har også brugt den seneste tid på at realisere en drøm om eget forfatterskab. Det har forlagene kunnet mærke på antallet af uopfordrede manuskripter, der er dumpet ind ad brevsprækken, skriver Politiken.

Faktisk har et af landets førende forlag på krimifronten, forlaget Modtryk, oplevet at få så mange manuskripter tilsendt, at man midlertidigt har valgt at stoppe for at modtage flere.

Hvor forlaget under normale omstændigheder modtager et manuskript om dagen, har man de seneste mange måneder fået tre-fire, og da man ønsker at give hvert manuskript en ordentlig behandling, har man valgt at sige nej tak til flere lige nu. 

Hos en række af de andre store forlag har man ligeledes oplevet en stigning i antallet af uopfordrede manuskripter under coronakrisen, men i modsætning til Modtryk lader man her fortsat postkassen være åben i håbet om, at en bestseller en dag vil dumpe ind. Det sker ifølge redaktør Nanna Rørdam Knudsen fra Modtryk imidlertid yderst sjældent. 

“Det er ekstremt få uopfordrede manuskripter, der kommer gennem nåleøjet. Selv kan jeg komme på en tre-fire stykker, som vi har sagt ja til i de seneste 10-12 år,” siger Nanna Rørdam Knudsen til Politiken. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk