TOP

Forlag erstatter årets Bogforum med digitalt græsrodsevent

En åben platform med titlen bogfestival.dk, hvor alle der har et bogrelateret event, kan taste deres arrangement ind. Det er indtil videre den erstatning som Gyldendal og Politikens Forlag står bag som alternativ til det nu aflyste Bogforum 2020. 

Bogfestival.dk lanceres på mandag og alle kan taste deres bogarrangement ind som en del af festivalen, der kommer til at blive afviklet 7.-8. november, skriver Politiken.

Gyldendal kommer ud over bogfestival.dk også til at lave arrangementer på forlagets egen adresse og andre steder, hvis forholdene tillader det. Hos Politikens Forlag arrangerer man sammen med Jyllands-Posten og Tikko en landsdækkende forfatterturné med titlen LitteraTour 2020 i løbet af oktober, november og december. 

»Vi prøver at komme så bredt ud som muligt, så læserne ikke kun møder os i storbyerne. Og vores forfattere står som ivrige heste i stalden, der venter på at komme ud på græs«, siger Pernille Weil, marketingchef for Politikens Forlag.

Også forlagene Lindhardt og Ringhof og Carlsen har lanceret deres alternativ til årets store bogmesse. Det bliver en forfatterturné rundt til landets biografer i samarbejde med Nordisk Film. 

Årets Bogforum blev onsdag aflyst, da en lang række forlag havde meldt afbud til begivenheden.  

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk