TOP

Forfatter bag succesfuld Kim Larsen-biografi vinder Læsernes Bogpris

Han er manden bag en sand perlerække af biografier om nogle af de største danske – og udenlandske personligheder – gennem tiden. Fra Frank Arnesen over Thit Jensen, Astrid Lindgren, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen, Kronprins Frederik, Dronning Margrethe og senest Kim Larsen. Og det er netop omkring sidstnævnte, at forfatter Jens Andersen for bogen ‘Kim Larsen – mine unge år’ nu har vundet fornem hæder.

Ved  Danmarks Biblioteksforenings Bibliotekspolitiske Topmøde i Esbjerg Musikhus torsdag aften modtog han således Læsernes Bogpris, der bliver uddelt i et samarbejde mellem Danmarks Biblioteksforening og Berlingske. Med æren følger en check på 100.000 kroner.

Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur og er ud over sit forfatterskab en meget flittig foredragsholder. Jens Andersen er født i Glostrup og opvokset i Hvidovre og Bagsværd. Han er gift og har tre børn. Tidligere arbejdspladser omfatter Kristeligt Dagblad, Politiken, Weekendavisen samt Berlingske, hvor han af to omgange har været litteraturredaktør.

Det er 16. gang, at Danmarks Biblioteksforening og Berlingske uddeler Læsernes Bogpris. Tidligere er prisen gået til blandt andet Carsten Jensen, Sara Omar, Jussi Adler Olsen og Bjarne Reuter. Når man først én gang har vundet prisen, kan man ikke blive nomineret igen. I år var Jens Andersen nomineret sammen med blandt andet Knud Romer, Svend Brinkmann og Theis Ørntoft. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test