TOP

Foreningen Danske Teaterjournalister får ny formand

Foreningen Danske Teaterjournalister, der er en sammenslutning af danske scenekunstanmeldere og skribenter, får ny formand.

Rie Hammer, redaktør på scenekunstmediet Iscene.dk, overtager formandsposten efter Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen, der træder ud af bestyrelsen.

”Jeg glæder mig meget til, sammen med foreningen, at sætte fokus på den fagkompetente journalistik og være med til at styrke synligheden og – forhåbentlig – forståelsen af, hvor vigtigt det er for kunsten og læserne, at der vedbliver med at eksistere en fagkritisk stemme i det store mediebillede. Jeg glæder mig derfor også til at være med til at videreføre de tiltag, som den tidligere formand Jakob Steen Olsen gennem flere år var med til at iværksætte, ikke mindst samarbejdet med paraplyorganisationen, Forenede Kritikere, der arbejder på at fremme og udvikle fagligt funderet formidling og kritik af kunst og kultur,” lyder det fra den nye formand i en pressemeddelelse fra foreningen.

Fokus på fagkritisk formidling

Foreningen Danske Teaterjournalister står blandt andet bag den årlige prisuddeling af Danmarks ældste teaterpris, Teaterpokalen, der første gang blev uddelt i 1933 og tildeles en scenekunstner eller teaterinstitution for deres enestående præstation. Derudover uddeler foreningen instruktørprisen Teaterkatten samt Initiativprisen. Prisuddelingen afholdes hvert år i start december, og til alle priser følger en pengepræmie, der er finansieret af Kulturministeriet.

Udover prisuddelingen arbejder foreningen på at styrke eksistensen af den fagkritiske formidling og kritik i det brede mediebillede. 

Foreningen Danske Teaterjournalisters bestyrelse ser nu således ud:

  • Randi Petersen (teateranmelder, Teateravisen)
  • Lars Wallenberg (ballet- og teateranmelder, Børsen)
  • Morten Hede (teateranmelder, Jyllands Posten)
  • Vibeke Wern (danseanmelder, Berlingske)
  • Rie Hammer (redaktør og teateranmelder, Iscene.dk)

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test