TOP

Forenede kritikere: “Underskoven af con amore-skribenter trives i bedste velgående, mens fuldblodskritikeren er en døende race. Er det et problem? Ja!”

Debatindlæg: Nyheden om de danske bogbloggere, der fremover beskattes af de bøger, som de får tilsendt fra forlagene, har fyldt en del i mediebilledet på det seneste. Og det er ikke kun bøger, der skrives om på de sociale medier. 

Der findes, i følge livsstilsmediet Heartbeats, i omegnen af 300.000 store og små influencere rundt om i landet, der bidrager til den offentlige samtale om aktuelle kunst- og kulturproduktioner. 

Forenede Kritikere hilser den udvikling velkommen, for det er kun godt, at der er mange, som kan og vil skrive om kunst og kultur. Kunstnere og kulturinstitutioner såvel som borgere og kulturforbrugere er på alle mulige måder bedst tjent med, at vi har en mangfoldighed af stemmer. 

Samtidig vil vi påpege, at det ikke er alle cirka 300.000 ‘con amore-kritikere’ der bedriver fagligt funderet, uvildig professionel kritik af aktuelle kunst- og kulturproduktioner. Mange frivillige, ulønnede formidlere med egne blogs og kanaler på sociale medier som Instagram og Youtube er egne redaktører, der opstiller egne publicistiske idealer, der ikke kan og ikke bør sammenlignes med praksis for den fagligt funderede, uvildige og professionelle kulturredaktion. 

Det ene udelukker ikke det andet (con amore vs. professionel), men vi bør kende forskellen og tale om, at vi har brug for alle aktører i fødekæden af dansk kulturliv.

Fuldblodskritikeren er en døende race  

Underskoven af con amore-skribenter trives i bedste velgående, mens fuldblodskritikeren er en døende race. Er det et problem? Ja!

Det kræver år og dag, vid og bid, at være fuldblodskritiker. Hvis regeringen og støttepartierne – og hvem der ellers kerer sig om dansk kulturliv – i de kommende medieforhandlinger (som igen-igen er udskudt) ikke drager omsorg for den fagligt funderede, uvildige og professionelle kunstkritik, ja, så er den inden længe udraderet.

Forenede Kritikere har tre konkrete forslag til, hvordan politikerne kan fremme samtalen om kunst og kultur i medierne, så fagprofessionel kunstkritik kan bidrage til at udstyre borgerne med resistens over for forbrugsmanipulerende algoritmer fra techgiganter og globale økonomisk stærke interessenter. 

For det første bør lovteksten præcisere ‘kultur’ og tilføje ‘kunst’.

For det andet bør Tidsskriftstøtte-udvalget under Statens Kunstfond fra og med næste år administrere en rimelig andel af mediestøtten (aktuelt fordeles knap to millioner kroner årligt til cirka fyrre medier).

For det tredje bør lokale og regionale medier fordres til styrket fokus af fagprofessionel kritik og formidling, så borgere over hele landet har rimelig adgang til samtalen om aktuelle kunst- og kulturproduktioner. 

Vi venter spændt på udfaldet af medieforliget og krydser fingre for, at beslutningstagerne har mod på høje ambitioner på kunstens og kulturens vegne. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Line Rosenvinge er uddannet kunsthistoriker, arbejder som salonværtinde og formand for Forenede Kritikere. Hun har skrevet om kunst, kultur og politik for en lang række medier. Foto: Thyra Hilden