TOP

Forenede Kritikere: Kulturen er vigtig. Glem ikke os, der formidler den!

Debatindlæg: Det har ikke skortet på tilkendegivelser i de seneste par måneder om, at vi netop nu skal dyrke kulturen.

Der har næppe været en avis med respekt for sig selv, der ikke har trykt en leder om kulturens samfundsrelevans og krav på at blive taget alvorligt af vores politikere.

Forenede Kritikere samstemmer i det fra medieaktørerne enslydende budskab: Kunst og kultur er alt andet end kirsebær og flødeskum på toppen af lagkagen.

Vi er glade for, at et flertal i Folketinget er blevet enige om en hjælpepakke til den danske mediebranche, så der forhåbentlig kan undgås flere fyringer end dem, vi allerede har set.

Og vi håber i særdeleshed, at der nu ikke, i ly af natten, skæres på kulturdækningen og kulturkritikken, men at medierne tværtimod ser, at en oprustning faktisk er vejen frem.

Kulturkritikere sidder yderst på grenen

Kulturkritikken varetages i langt overvejende grad af freelancere, en løst tilknyttet medarbejdergruppe, der som regel sidder yderst på grenen, når der skal beskæres i økonomiske krisetider. Det bekymrer Forenede kritikere.

Selvom vi ikke kan gå på en fysisk kunstudstilling eller sidde i biografen og teatret med vores kolleger, før vi anmelder, så er der stadig meget for os at gøre. Kulturbranchen har nemlig vist sig mere end snarrådig og har grebet krisens udfordringer smukt. Det ligger i branchens DNA, at den er omstillingsparat og kreativ, og derfor undrer det os ikke, at der nu kan opleves mobiltelefonteater, virtuelle kunstomvisninger og udendørskoncerter – eller at corona-litteratur allerede tegner til at blive en ny genre.

Alt dette nye skal først opdages og videreformidles, herefter skal det debatteres, sættes i kontekst, beskrives og perspektiveres, så oplevelserne kan udvides og evalueres. Der er ingen, der er bedre til den opgave end professionelle formidlere og kritikere.

Det er netop formidlingen og kritikken, der er med til at kvalificere kunst og kultur som alt andet end flødeskum.

Lad ikke samtalen om kulturen forstumme. Støt den professionelle og fagstærke kulturkritik.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Nanna Frank Rasmussen, Kamilla Löfström, Henrik Friis, Ralf Christensen, Line Rosenvinge og Rie Hammer udgør Forenede Kritikeres bestyrelse. Forenede Kritikere samler Danmarks foreninger for professionelt skrivende og fagligt funderede kunst- og kulturskribenter og repræsenterer herved samtlige kunstarter. De stiftende medlemsforeninger er AICA Danmark, Danske Filmkritikere, Litteraturkritikernes lav, Musikanmelderringen (klassisk), Foreningen af Danske Musikkritikere (rytmisk) og Foreningen Danske Teaterjournalister.