TOP

Forbrugerombudsmanden politianmelder billetportal igen

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt billetportalen Viagogo for at eksponere forbrugere for vildledende priser.

Viagogo er en international billettjeneste, der blandt andet opererer i Danmark, som formidler videresalg af koncertbilletter og andre former for billetter – og det er ikke første gang, at Forbrugerombudsmanden tager kontakt til politiet i forbindelse med den kontroversielle tjenestes virke. 

Den aktuelle anmeldelse kommer, efter at Forbrugerombudsmanden har modtaget mange klager fra forbrugere, der er utilfredse med, at Viagogos priser er vildledende, da moms og gebyrer ikke er indregnet i de viste priser, når man påbegynder en bestilling på Viagogos site. Forbrugerombudsmanden har efterfølgende afprøvet tjenesten og konstateret, at de klagende forbrugere har ret. 

“En virksomhed skal altid oplyse den endelige pris – det vil sige inklusive moms og gebyrer – når den målretter sin markedsføring mod forbrugerne. Det gælder, uanset om det er i reklamer eller i en købssituation på en hjemmeside,” udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse og uddyber: 

”Hvis en virksomhed ikke viser den endelige pris inklusive moms og gebyrer, så fremstår produktet billigere, end det reelt er. Det kan påvirke en forbruger til at tage en anden beslutning, end han eller hun ville have gjort, hvis virksomheden havde oplyst den fulde pris, inden forbrugeren begyndte sin bestilling.”

Forbrugerombudsmanden har tidligere rettet henvendelse til politiet angående Viagogos vildledende priser. Herudover har tjenesten også været i søgelyset for salg af billetter til overpris, hvilket er ulovligt i Danmark. Tjenesten har desuden haft sager, der drejede som om salg af falske billetter og vildledende markedsføring. 

I juli 2019 suspenderede Google Viagogo, så virksomheden ikke længere havde mulighed for at købe annoncørbetalte topplaceringer på søgemaskinen. Det skete, efter det kom frem, at Viagogos tjeneste bryder lovgivningen i blandt andet Danmark og Schweiz.

Google valgte i december at ophæve suspenderingen, da techgiganten vurderede, at Viagogo havde ændret markedsføringsmetoder.  

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.