TOP

Fond donerer millioner til dansk samtidskunst: “Vi kan ikke hjælpe alle, men forhåbentlig mange”

15. Juni Fonden ønsker at hjælpe danske billedkunstnere under coronakrisen. Fonden opretter derfor to særpuljer, som skal styrke dansk samtidskunst. 

Den ene pulje på 3,5 millioner kroner henvender sig til primært til de 23 statslige og statsanerkendte museer på området for samtidskunst, som kan søge midler til indkøb af værker af nulevende, danske kunstnere. Midlerne vil blive uddelt hurtigt – og forventeligt senest i august.

Den anden pulje på 1,5 millioner kroner skal bruges på hæderslegater til anerkendte danske kunstnere. Der vil blive uddelt op til 30 legater af 50.000 kroner. Legaterne kan ikke søges, og fonden regner med, at modtagerne senest er udvalgt til september. 

”Fondens nye strategi fokuserer i høj grad på billedkunst. I den nuværende vanskelige situation vil vi derfor gerne række en hånd ud, som giver billedkunstnerne et særligt skulderklap og en særlig anerkendelse. Vi kan ikke hjælpe alle, men forhåbentlig mange. Forhåbentlig kan vi også inspirere andre, så de følger efter med andre gode initiativer. Der er brug for det,” udtaler Helene Kähler Hjenner, der er bestyrelsesformand og medlem af fondens kulturudvalg, i en pressemeddelelse.

Modtagerne af midler fra særpuljerne vil blive udpeget i samråd med særligt sagkyndige på kunstområdet.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.