TOP

Flashdance-musical runder 50.000 solgte billetter i forsalg

Over 50.000 publikummer har sikret sig billet til ‘Flashdance The Musical’, som får premiere i Musikhuset Aarhus den 20 april. Bag musicalen står The One and Only Musical Teater, som tidligere blandt andet har lavet forestillinger baseret på filmene ‘Grease’, ‘Saturday Night Fever’ og ‘Dirty Dancing’.

Efter spilleperioden i Aarhus rykker ‘Flashdance The Musical’ til Operaen, hvor ‘Dirty Dancing’ tidligere har spillet.

The One and Only Musical Teater blev stiftet i 2005 i forbindelse med opsætningen ‘Den eneste ene – The Musical’ og har stor succes med at skabe regulære publikumsmagneter i form af musikforestillinger og musical.  ‘Den eneste ene – The Musical’ solgte 271.000 billetter i forskellige opsætninger og også forestillinger som ‘Elsk mig i nat’ (228.000 billetter), Grease (203.000 billetter), ‘Dirty Dancing – The Musical’ (250.000 billetter) er blandt de opsætninger, som har sat gang i omsætningen af teaterbilletter.

The One and Only Musical Teater rykker i 2020 ind i det nye Scandic Falkoner på Frederiksberg, som skal være Danmarks største musicalteater med 2000 pladser.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.