TOP

Fire trends driver danskernes kultur- og oplevelsesforbrug lige nu

Debatindlæg: 2019 blev året, hvor jeg fik lejlighed til at opdatere min viden om museumslandskabet og danskernes kultur- og oplevelsesforbrug. Det blev ubevidst et tiltrængt kompetenceløft og inspirationsopdatering gennem en skøn kombination af herlige arbejdsopgaver og en personlig kærlighed til museerne, bøgerne og kunsten. 

Som klassisk, uddannet etnolog har jeg trådt mine etnobarnesko på et solidt udvalg af de kulturhistoriske museer i København og omegn. Som besøgende såvel som formidlende. 

Jeg nærer en grundkærlighed til enkel og rå formidling af artefakter i montrer, selvom jeg ved, at dette aldrig bliver en trend, der rammer den brede befolkning. Endsige kommer til at drive danskernes kulturforbrug i stor skala. 

Kulturforbrugerne vil underholdes

Ser man på den nyeste viden, så viser en undersøgelse gennemført af Mandag Morgen, at 8 ud af 10 danskere gerne vil underholdes, når de deltager i en kulturel oplevelse. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at man lige så godt kan gå i Tivoli som på Thorvaldsens, men det betyder, at det skal være interessant, sjovt og spændende at deltage i en kulturel oplevelse. Uagtet om den foregår på Thorvaldsens eller i Tivoli. 

Kigger man på de mere kvalitative trends, der driver danskernes kultur- og oplevelsesforbrug, så er der fire trends, der er vigtige lige nu: 

  • Vi vil gerne overraskes: Det betyder, at selvfølgelig vil vi gerne se den udstilling eller forestilling, som vi er taget afsted for at se. Men vi vil også gerne have noget uventet og noget overraskende med hjem. Det er med de danske kulturforbrugere som med alle andre forbrugere i øvrigt; vi ved ikke altid, hvad vi vil have, og magien opstår som oftest, når vi også får dækket vores ikke-erkendte behov med en oplevelse, vi slet ikke kendte til eller havde efterspurgt. 

  • Det handler ikke kun om kerneoplevelsen: De institutioner og attraktioner, der klarer sig fantastisk godt, er ofte dem, der udover kerneoplevelsen også har en række interessante tillægsoplevelser eller ydelser. Det kan være spektakulær arkitektur (Tirpitz), det kan være en fantastisk butik og beliggenhed (Louisiana), eller det kan være noget helt tredje. Fælles er, at tillægsoplevelserne er med til at forlænge oplevelsen og også ofte gør det attraktivt at besøge stedet af andre årsager end kerneoplevelsen alene. 

  • Vores kulturforbrug er identitetsskabende: Sådan har det altid været, men med de sociale medier er det aktuelt som aldrig før. Det er ikke ligegyldigt, hvad man kulturforbruger, eller hvor man gør det, og Kusamas udstilling på Louisiana fik vores instagramprofiler til at koge over med selfies med hendes ikoniske billeder og installationer. Billeder, som i den grad var og er identitetsskabende. Også blandt dem der ikke normalt går på museum. 
  • Vi er multiple i vores kultur- og oplevelsesforbrug: Den ene dag besøger jeg Davids Samling med min bogklub, og om lørdagen ser jeg ‘Den store bagedyst’ med mine børn. Og begge dele er kultur for mig. Den meget endimensionelle segmentering af kulturforbrugere og museumsgæster har udspillet sin rolle, og danskerne er multiple i deres kultur- og oplevelsesforbrug. Det har de højst sandsynligt altid været, men vi har ofte brugt nogle forkerte modeller til at forstå dem med. Modeller, der har været endimensionelle, og som har undsagt kompleksiteten. 

Det betyder, at segmentering, som vi kender den, rummer en række faldgruber, hvor vi risikerer at miste blikket for danskernes mangfoldige og multiple kulturforbrug. 

Frem for at skabe kulturformidling og oplevelser målrettet ensidige personaer og segmentstyper, bør museer og attraktioner  – og andre kulturformidlende organisationer – måske i højere grad tænke sig selv som medskabere af situationer, fællesskaber og samvær. 

For det er netop det, som kulturen og kunsten kan. Den kan skabe og facilitere meningsfulde møder, oplevelser, samvær og fællesskaber. Og det er præcis lige så aktuelt i 2020, som det altid har været. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Etnolog. Har arbejdet som rådgiver hos Rambøll og Seismonaut og har nu sin egen rådgivningsvirksomhed i eget navn.