TOP

Fire medlemmer af Det Danske Akademi gik i protest – nu er nye medlemmer på plads

I foråret 2020 opgav fire medlemmer af Det Danske Akademi deres ellers livslange medlemsskab i protest mod et femte medlem, lektor Marianne Stidsen, men nu er fire nye trådt til.

Det drejer sig som forfatterne Olga Ravn, Naja Marie Aidt, Harald Voetmann og Cecilie Eken, oplyser akademiet i en pressemeddelelse ifølge Politiken.

“Med indvalget har vi fået yngre generationer ind i akademiet og for første gang en forfatter, der fortrinsvis skriver til unge læsere. Deres litterære kraft kommer både af erfaring, fantasi og formbevidsthed, og den når ud til mange og meget forskellige læsere. Jeg ser i høj grad frem til samarbejdet,” lyder det ifølge avisen i en udtalelse fra sekretæren for Det Danske Akademi, Lasse Horne Kjældgaard.

Lasse Horne Kjældgaard, der indtil for nylig var professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og netop er tiltrådt som leder af H.C. Andersen Centret på SDU, overtog sekretærposten sidste sommer efter digteren Søren Ulrik Thomsen.

To måneder tidligere var det kommet frem, at de daværende medlemmer  Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Astrid Saalbach og Ida Jessen havde trukket sig efter samarbejdsvanskeligheder med Marianne Stidsen, der i offentligheden havde haft adskillige udfald mod #MeToo-bevægelsen. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk