TOP

Fire film dominerer nomineringerne til årets Bodilpriser – både debutanter og etablerede navne blandt favoritterne

Danske Filmkritikere har løftet sløret for, hvem der er i spil til Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen. Der er tale om et historisk tæt felt, hvor hele fire film må deles om topscorerværdigheden med hver fire nomineringer, skriver Danske Filmkritikere i en pressemeddelelse.

Tre af topscorerne, debutanten Rasmus Kloster Bros ‘Cutterhead’, Michael Noers ‘Før frosten’ og May el-Toukhys anden spillefilm ‘Dronningen’, er blandt andet i spil til en Bodil for Bedste danske film. De er nomineret sammen med Frederikke Aspöcks ‘De frivillige’ og Frelle Petersens ‘Onkel’.

Begge hovedrollekategorier består i år af en god blanding af Bodil-veteraner og nye, unge talenter.

Hos kvinderne har Trine Dyrholm mulighed for at udbygge sin egen Bodil-rekord, da hun er nomineret for 12. gang. I år for for ‘Dronningen’, mens sidste års modtager af prisen, Victoria Carmen Sonne, er nomineret for sin rolle i Laurits Flensted-Jensens ‘Usynligt hjerte’. De øvrige nominerede i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle er spillefilmdebutanten Christine Sønderris for ‘Cutterhead’, Jette Søndergaard for ‘Onkel’ og Lisa Carlehed for ’Til vi falder’.

I den mandlige kategori kan Jesper Christensen tage sin femte Bodil med hjem – han er nomineret for ‘Før frosten’. Jacob Lohmann, der var nomineret i birollekategorien i 2019, er i år nomineret for sin hovedrolle i ‘De frivillige’, mens Esben Smed ligeledes modtager sin anden Bodil-nominering for sin skildring af Daniel Rye i ‘Ser du månen, Daniel’. 

Blandt de helt nye navne på det store lærred er Mohammed Ismail Mohammed og Zaki Youssef begge nomineret til Bedste mandlige hovedrolle for deres roller i ‘Danmarks Sønner’.

Blandet felt til Talentprisen

Talentprisen får i år et nyt navn, da Arbejdernes Landsbank er ny hovedsponsor for Bodilprisen. Arbejdernes Landsbank Talentprisen går til et nyt, markant talent, der har gjort sig særligt bemærket inden for det seneste filmår. Nomineringsfeltet tæller i år både instruktører, manuskriptforfattere, skuespillere og fotografer.

Årets fem nominerede er instruktørerne Ulaa Salim (Danmarks Sønner) og Rasmus Kloster Bro (Cutterhead), skuespiller Sofie Torp for ‘Ser du månen, Daniel’, fotograf Louise McLaughlin for ‘Harpiks’ og manuskriptforfatter Jesper Fink for ‘Før frosten’.

Nomineringer til Bodilprisen 2020:

Bedste danske film

Cutterhead (Rasmus Kloster Bro)

De frivillige (Frederikke Aspöck)

Dronningen (May el-Toukhy)

Før frosten (Michael Noer)

Onkel (Frelle Petersen)

Bedste kvindelige hovedrolle

Christine Sønderris (Cutterhead)

Jette Søndergaard (Onkel)

Lisa Carlehed (Til vi falder)

Trine Dyrholm (Dronningen)

Victoria Carmen Sonne (Usynligt hjerte)

Bedste mandlige hovedrolle

Esben Smed (Ser du månen, Daniel)

Jacob Lohmann (De frivillige)

Jesper Christensen (Før frosten)

Mohammed Ismail Mohammed (Danmarks sønner)

Zaki Youssef (Danmarks sønner)

Bedste kvindelige birolle

Asil Mohamad Habib (Danmarks sønner)

Christiane Gjellerup Koch (Ser du månen, Daniel)

Clara Rosager (Før frosten)

Sofie Torp (Ser du månen, Daniel)

Tuva Novotny (Selvmordsturisten)

Bedste mandlige birolle

Anders Matthesen (De frivillige)

Gustav Lindh (Dronningen)

Kresimir Mikic (Cutterhead)

Magnus Krepper (Dronningen)

Peter H. Tygesen (Onkel)

Bedste ikke-amerikanske film

Kapernaum (Nadine Labaki)

Parasite (Bong Joon-ho)

Smerte og ære (Pedro Almodóvar)

Sorry We Missed You (Ken Loach)

The Favourite (Yorgos Lanthimos)

Bedste amerikanske film

First Reformed (Paul Schrader)

Joker (Todd Philips)

Marriage Story (Noah Baumbach)

Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino)

The Irishman (Martin Scorsese)

Bedste dokumentarfilm

Et ægte par (Emil Langballe)

Forglem mig ej (Sun Hee Engelstoft)

Håbets Ø (Sidse Torstholm Larsen & Sturla Pilskog)

Q’s Barbershop (Emil Langballe)

Western Arabs (Omar Shargawi)

Arbejdernes Landsbank Talentprisen

Jesper Fink, manuskriptforfatter (Før frosten)

Louise McLaughlin, fotograf (Harpiks)

Rasmus Kloster Bro, instruktør (Cutterhead)

Sofie Torp, skuespiller (Ser du månen, Daniel)

Ulaa Salim, instruktør (Danmarks Sønner)

Ud over de ovenstående kategorier uddeles også en pris for ’Bedste manuskript’, ’Bedste fotograf’, ’Æres-Bodil’ og ’Sær-Bodil’ og Henning Bahs-prisen, som går til en scenograf.

Bodilpriserne bliver uddelt lørdag den 29. februar kl. 20.00 ved et gallashow på Folketeatret i København. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk