TOP

Fire biblioteker går med i nyt læseprojekt med fokus på travle familier

Hvordan skaber man tid til læsning for travle familier? Fire Nordsjællandske biblioteker går nu med i nyt projekt, hvor fokus er rettet mod hvordan man får gruppen af erhvervsaktive voksne, der ofte har en stresset hverdag, til læse mere, skriver Allerød Nyt.

Projektet hedder ‘Fordybelser – læserum for det travle menneske’ og har ført til konceptet ‘familielæsning’, hvor biblioteket skaber rum og tid for at hele familien i fællesskab sidder og læser hver deres bog på biblioteket. 

“Til familielæsning er der ingen stress og jag. Der er ikke noget vasketøj, der skal ordnes, ingen bippende telefoner. Vi sørger for aftensmaden, mens familierne sidder og læser, og bagefter spiser vi sammen,” siger Lærke Mejlgaard, der er litteraturformidler på Allerød Bibliotek, der er et af bibliotekerne som er med i projektet, til Allerød Nyt.

Selvom det hedder ‘familielæsning’, kan alle i princippet være med. Fra børnefamilien, bedsteforældre, enlige eller pensionister med deres voksne børn. Det eneste krav er, at deltagende børn skal være selvstændige læsere, altså kunne læse selv i 45 minutter, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.

Projektet løber foreløbig frem til januar 2021.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk