TOP

Filminstituttet forsvarer dansk terrorfilm: “Selvfølgelig er der en grænse. Er den overtrådt her? Nej”

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har anmeldt  Ulaa Salims ‘Danmarks sønner’ for Berlingske, og han er mildest talt ikke imponeret. Han kalder blandt andet filmen for en “livsfarlig propagandafilm” og skriver:

“Det er en skændsel, at DFIs konsulenter ikke har slået ned på propagandaen. Det siger selvfølgelig en hel del om filmmiljøets selvforståelse og verdensanskuelse. Man lever i trediverne og tror åbenbart, at en nazilignende organisation er ved at overtage magten i Danmark.”

På Det Danske Filminstitut (DFI) tager direktør Claus Ladegaard kritikken med ro.

“Debat hører med til filmkunsten. Vi har ikke for vane at censurere filmkunst, og det vil vi heller ikke gøre her,” siger Claus Ladegaard til Berlingske, hvor han også siger følgende:

“Ulaa Salim er et stort talent, der lavede en imponerede sikker film som afgangsprojekt fra Filmskolen, og som kan komme til at lave vigtige film fremover. Han har så valgt at lave ‘Danmarks Sønner’, der sætter en række politiske forhold til debat. Og det synes vi principielt er udmærket. Vi støtter jo film, fordi vi tror, at de har noget kvalitet og en kulturel betydning for dem, der skal se dem.”

‘Danmarks sønner’ er en dystopisk fortælling om et radikaliseret og opdelt Danmark og indeholder vold og terror og nationalistisk politiker,  der står til at vinde valget på løfter om at smide de fremmede ud af landet. Filmen er støttet med fem millioner kroner.

Claus Ladegaard anerkender, at der kan være en grænse:

“Selvfølgelig er der en grænse. Er den overtrådt her? Nej, det synes jeg ikke, at den er. Filmen beskriver nogle yderpunter, og den er en dystopisk fremlæggelse af, hvordan konflikter kan optrappes. Det er ikke propagandistisk, men bare et ærligt forsøg på at kommentere et aktuelt, politisk spørgsmål.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test