TOP

Filminstituttet ansætter ny konsulent for dokumentarfilm

Det Danske Filminstitut har fundet deres nye konsulent for dokumentarfilm og valget er faldet på Frank Piasecki Poulsen, der er uddannet på Den Danske Filmskole og har arbejdet som instruktør, manuskriptforfatter og konsulent.

Han har desuden været ansvarshavende redaktør på læringsplatformen Everyday, udviklet af CPH:DOX, samt initiativtager og leder af dokumentarfilmlinjen på Johan Borups Højskole.

“Frank Piasecki Poulsen er en stærk stemme i dansk film. Han har som instruktør stået bag markante og modige film som ‘Blod i mobilen’ og ‘Guerrilla Girl’, der udspiller sig i nogle af verdens farligste områder, og har derudover lang erfaring i medieverdenen som udvikler, underviser med mere. Frank Piasecki Poulsen kommer med et stort og bredt engagement i kultur- og samfundsforhold, som jeg er sikker på vil komme dansk dokumentarfilm til gavn,” lyder det fra direktør på Filminstituttet Claus Ladegaard i en pressemeddelelse.  

Frank Piasecki Poulsen afløser Anders Riis-Hansen og tiltræder 1. oktober i den nye stilling.

“Jeg glæder mig til som konsulent at bidrage til at fastholde og udvikle Danmarks rolle som førende dokumentarfilmnation. Den gode film for mig er den, der gennem et konkret emne åbner for noget universelt og giver forståelse for almenmenneskelige problemstillinger. Jeg er også optaget af, hvordan dokumentarfilm bruger medieudviklingens mange nye muligheder til at skabe endnu større engagement hos publikum,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test