TOP

Festivalplads, Svalegangen, Train og Det Jyske Kunstakademi er blandt de tilgodesete i budgetforlig

Aarhus Kommune har fundet ud af, hvordan de offentlig midler skal fordeles de kommende tre år. Således har de indgået et budgetforlig, hvor 142 millioner kroner i 2020 vil blive fordelt til Kulturforvaltningen. Aarhus Kommunes samlede driftsudgifter lyder på lige godt en milliard kroner. 

Det skriver Jyllands-Posten

Ét af de emner, der er blevet taget op til diskussion, er etableringen af et nyt rekreativt område i Eskelunden. Planen er, at festivalen Northside fra 2021 skal finde sted i netop Eskelunden,  som får kapacitet til 40.000 gæster. 

“Vi får faktisk to ting med det her projekt. Vi får både åbnet et rekreativt område op, så borgerne kan komme tættere på naturen, og samtidig skaber vi nogle rammer for, at vi kan opleve gode koncerter i Aarhus. Det er et ønske, jeg længe har haft, og nu kan vi komme i mål med det, og det er jeg selvfølgelig glad for,” siger Rabih Azad-Ahmad (B), der er rådmand for Kultur- og Borgerservice. 

I alt bliver 23 millioner kroner afsat til Eskelunden, mens Jyllands-Posten skriver, at omdannelse af pladsen koster omkring 42 millioner kroner. Tidligere på årets annoncerede Karin Salling, der er næstformand i Salling Fondene, at de bidrager med cirka 10 millioner kroner til Northsides nye placering.

Rabih Azad-Ahmad overordnet tilfreds med budgetforhandlingerne. 

Udover den økonomiske støtte til Eskelunden, får den Vestdanske Filmpulje 2,6 millioner kroner årligt. Derudover modtager Teatret Svalegangen yderligere en million kroner. Samtidig får spilletstedet Train og Det Jyske Kunstakademi yderligere 600.000 kroner årligt. Aarhus Symfoniorkester får 22 millioner kroner af det årlige budget.

Både Train og Det Jyske Kunstakademi er blandt de kulturaktører, som planlægger en flytning til det nye kultur- og erhvervsområde i Sydhavnen i Aarhus. 

“Det ekstra tilskud gør os robuste i forhold til overgangsfasen til det nye på Sydhavnen,” siger direktør for Train, Carsten V. Nielsen til Aarhus Stiftstidende, hvor rektor for Det Jyske Kunstakademi også glæder sig: 

“Nu får vi mulighed for nye visioner for skolen med en skærpet profil, at inddrage moderne teknik til animation og lignende, nye samarbejder og et residency program.” 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk