TOP

Faldende bevilling saboterer seniorerne: Kulturministeriet sorterer erfarne kræfter fra

Kun fem af de seneste 88 opslåede stillinger i Kulturministeriet er gået til ansøgere over 50 år. 

Det skriver Politiken og slår samtidig fast, at mere end halvdelen af de medarbejdere i Kulturministeriet, der er blevet ansat inden for de sidste fire år, tilhører den yngste aldersgruppe, 19-29 år.

Ifølge Kulturministeriets hr-chef, Arne Bundgaard, kan det store antal unge medarbejdere – deriblandt studentermedarbejdere – forklares med ministeriets fokus på at mindske lønomkostningerne mest muligt. 

“Det er vores udgangspunkt, at der ved genbesættelser opnås en besparelse på de samlede lønomkostninger. Det kan betyde, at der ansættes en medarbejder med mindre erfaring end den, der forlod stillingen. Dette sker blandt andet for at imødekomme ministeriets faldende bevillinger,” lyder det fra Arne Bundgaard i en skriftlig kommentar til Politiken. 

Til Kulturmonitor uddyber hr-chefen, at “Kulturministeriet lægger vægt på at ansætte alle slags medarbejdere uanset køn og alder” og tilføjer:

“Det er vigtigt for os, at ingen på forhånd er udelukket. En rekruttering bør altid starte med en konkret vurdering af, hvilken medarbejderprofil, der er den relevante, herunder hvor stor en erfaring, medarbejderen har brug for i det ledige job. Vi vil derfor drøfte med de faglige organisationer, om der er brug for at ændre vores rekrutteringspolitik, herunder vende tiltag til at fremme rekrutteringen af seniorer.”

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk