TOP

Faglitterære forfatteres næstformand til Statens Kunstfond: “Jeg er ikke bare bagerst i køen, men dømt helt ude. Men hvorfor egentlig?”

Debat: I øjeblikket diskuteres det i medierne, hvordan coronamidler skal fordeles mellem forfattere, og Statens Kunstfond – som har fået til opgave at uddele støtten – kritiseres for at forfordele skønlitterære forfattere frem for faglitterære.

Som næstformand for de faglitterære i Dansk Forfatterforening har jeg gjort mig nogle tanker om dette.

Det er aldrig sjovt at være i opposition. Og slet ikke, når man er oppe imod en medspiller og ikke en modspiller. For diskussionen, om at Kulturministeriet har valgt at uddele coronastøtte til forfattere via Statens Kunstfond, er ikke en kritik af Statens Kunstfond som institution eller de mange skønlitterære forfattere, lyrikere og oversættere, som modtager støtte. Det er derimod et opråb om, at der er rigtig mange, der gang på gang bliver ladt i stikken, fordi de udgiver bøger, der går under genren faglitteratur og dermed per automatik bliver sat bagerst i køen. Som begrundelse herfor gøres særligt brug af to argumenter: 

  1. Faglitteratur er ikke kunst. 
  2. Fagforfattere er fuldtidsansatte, hvor dét at skrive bøger er en del af jobbet. 

Bum! Og så skal vi ikke tale mere om det!  

Faktum er bare, at det ikke er sandt, men en narrativ fortælling, der bliver fortalt igen og igen i Statens Kunstfond og omegn.  

Fagbøger har også æstetiske kvaliteter

Som modsvar kunne man jo spørge: Hvornår er noget kunst? Og hvem bestemmer retningslinjerne for det? Slår man ordet op, mødes man i Den Danske Ordbog af denne definition:  

“Udtryk for eller bevidst brug af menneskelig skaberevne og fantasi til frembringelse af værker som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt”

Okay, så!? Nu er forvirringen da total, for er det ikke også dét, faglitterære tekster gør? 

Undertegnede er uddannet skolelærer og har ved siden af lærergerningen skrevet 20 lærebogsbøger for børn i grundskolen. Jeg har altså ikke siddet i en fuldtidsansættelse, som betalte mig løn for at skrive, men har måtte gøre det i de sene aftentimer – når børnene var puttet – i samtlige ferier og til tider om natten. Og ja, faktisk siger Statens Kunstfond direkte, at de ikke støtter lærebogsbøger, så jeg er ikke bare bagerst i køen, men dømt helt ude. Men hvorfor egentlig?

I Kulturmonitor 26. januar skrev forfatter og filosof Jens Peter Kaj Jensen

”Det er vel kunstfondens primære opgave og spidskompetence at støtte kunst og kunstnere. Jeg tænker derfor, at det er penge, som primært er tiltænkt kunstnere. Staten har også en forskningsfond. Ingen vil vel forvente, at den fond uddeler støtte til digtere?” 

Jeg er helt enig i, at det er Statens Kunstfonds opgave at støtte kunsten. Men jeg bliver nødt til at spørge Jens Peter Kaj Jensen, hvad han så betegner mit arbejde som? For forskning er det helt sikkert ikke. 

Lærebogsforfattere er i forvejen hårdt pressede

Som lærebogsforfatter er man yderligere hårdt presset af, at det danske skolesystem er gået fra at være analogisk til at være digitalt. Forlagene udgiver i dag langt færre bøger end tidligere for i stedet at udgive materiale på deres faglige portaler. Det betyder, at man som forfatter hyres ind til at skrive et forløb om et givent emne og betales for dette med et honorar. Farvel til kopiafgift, biblioteksafgift og indtægt ved mersalg!! 

I snart 15 år har jeg skrevet lærebogsbøger til børn i grundskolen om primært religion. Jeg har genfortalt et utal af bibelske fortællinger og efterfølgende sammenlignet dem med fortællinger fra andre religioner, som jeg også har måttet genfortælle – en skriveform, der hører til under det skønlitterære, men er udgivet i bøger under de faglitterære. Betyder det, at mine værker påvirker modtageren mindre æstetisk eller intellektuelt? Det skulle jeg ikke mene, men teksterne er placeret i en kasse, hvor der står faglitteratur/lærebogsbøger, og derved konkluderes det, at de er mindre kunstneriske.  

Jeg har beskrevet kunsten og kunstnere for børn helt ned til 6 år, fordi jeg synes, det er så vigtig en del af dét at være menneske. I øjeblikket arbejder jeg på materiale om en kendt dansk kunstmaler, hvor jeg gør mig meget umage med at indvie børnene i fortællingerne, som udspringer af hans malerier. Det er mit håb at gøre maleriet så levende, at børnene får en forståelse eller måske ligefrem en kærlighed til dét at udtrykke sig via andet end ord – at åbne deres øjne for kunsten omkring dem. Og præcis derfor er det ikke sjovt at opleve, at de kunstarter, som jeg hylder i mine egne forfatterskaber, ikke står på tæer for at komplimentere mig den anden vej. Og så med den begrundelse, at mit håndværk ikke er kunstnerisk nok… 

Måske er det tid til, at Statens Kunstfond får øjnene op for, at litteraturen har udviklet sig og ændret karakter, siden man i sin tid nedskrev kriterierne for, hvem der kunne modtage støtte. Og måske er det også blevet tid til, at man endnu engang stiller spørgsmålstegn ved, hvad kunst overhovedet er. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Anne Rosenskjold er lærebogsforfatter, foredragsholder og skolelærer. Derudover er hun næstformand for de faglitterære i Dansk Forfatterforening.