TOP

Faglige organisationer sender bøn til politikerne: “Lad os øremærke en del af hjælpepakkerne til nyskrevne værker inden for scenekunst og musik”

Debatindlæg: Hvad vender teater- og koncertgængerne tilbage til, når dørene igen slås op? Verden er forandret, og livekulturen med dens vante afvejning af nyt og velkendt er i ufrivilligt hi. Reelt set ved vi lige nu ikke engang, i hvilket omfang hverken koncert- eller teatergængerne vender tilbage til salenes mørke, efter et år hvor alle er gået all in online. 

Som organisationer for de skrivende, der leverer indhold til koncert- og teatersalene, kan Danske Dramatikere, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Komponistforening gennem de aftaler og kontrakter, vi behandler for tiden, se de kommende sæsoner være præget af udskudte premierer på værker, der skulle have set dagens lys tilbage i foråret ’20 – og nu også vinteren 20/21. 

Det betyder samtidig, at nye bestillinger tørrer ud – og til resten af repertoiret hentes sikre sats ind fra lageret. 

Arbejdsmarkedet mister volumen

Resultatet bliver, set fra vores fags perspektiv, at det i forvejen stærkt variable arbejdsmarked for dramatikere og komponister mister volumen i voldsom grad. Det er potentielt set katastrofalt for disse faggrupper. Men i en bredere forstand betyder det også, at livekulturen, hvad enten vi taler om ny kompositionsmusik eller de nye, sceniske fortællinger kommer i fare for at miste aktualitet i en tid, hvor aktualitet er ét af livekulturens vigtigste kort.

Kort sagt bør det være en mærkesag i genopretningen af kulturlivet i Danmark efter coronakrisen, at vi må genfinde balancen mellem nyt og gammelt og øremærke en del af prisen for genopretningen til nye værker. Værker, der taler fra en verden, der er blevet rystet og forandret af pandemien og nu skal bruge kunsten til at finde sig selv igen.

Foranderligheden må udnyttes som scenekunstens og musikkens vej ud af krisen

Så mens alt andet er lukket ned, er det tid til at skrive. Dramatik, musik, værker, der skal finde vej til scenerne, når vi kan igen. Nogle af disse værker kommer til at have pandemien som mere eller mindre synligt bagtæppe, andre ikke. Nogle vil blive skrevet med afsæt i øjeblikkets mange benspænd og umuligheder, for eksempel i form af koncertvandringer i det offentlige rum eller værker, der skal kunne indøves og opføres, selvom musikerne ikke kan samles. Vi så det med Østerbro Teaters Coronamonologer, en vifte af vidt forskellige kunstneriske udtryk, der fra skærmen talte direkte til publikum i et dramatisk her og nu. Monologerne blev set digitalt af henved en halv million mennesker i foråret 2020.

Krisen tvinger os med andre ord til hele tiden at forholde os til, at scenekunst og musik er kunstarter i konstant dialog med omverdenen, og at forholdet mellem publikum, værk og optrædende aldrig er konstant. Denne foranderlighed må fremhæves og udnyttes som scenekunstens og musikkens vej op og ud af krisen. Begge kunstarter kan, så snart det muliggøres, potentielt levere aktuelt og nyudviklet indhold.

Vi foreslår derfor, at der i hjælpepakker til scenekunst og musik øremærkes en andel til bestilling af nyskrevne værker, som kan sættes i udvikling med det samme og giver orkestre, festivaller, teatre, operahuse med videre en mulighed for at vise netop det, kunstformerne er så gode til, nemlig at sætte fokus på den virkelighed, vi er midt i lige nu og her samt servere den for publikum live eller – måske i et stykke tid endnu – digitalt.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribenternes holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Jokum Rohde er næstformand i Danske Dramatikere. Bent Sørensen er formand for Dansk Komponistforening. Benjamin Boe Rasmussen er formand for Dansk Skuespillerforbund.