TOP

EU fælder dom i omstridt sag om videresalg af lyd- og e-bøger

Da EU-domstolene torsdag fældede dom i en opsigtsvækkende sag om videresalg af brugte lyd- og e-bøger, var det til stor lettelse for mange aktører i den europæiske bogbranche – deriblandt brancheorganisationen Danske Forlag.

“Det kunne resultere i en grad af wild west i markedet,” siger Danske Forlags direktør, Christine Bødtcher-Hansen, til Mediawatch.

Sagen omhandler en hollandsk mand, der i 2017 oprettede en portal for salg af brugte lyd- og e-bøger. Ifølge brancheorganisationerne for udgivere i Holland var det initiativ dog i strid med ophavsretten, og den holdning har EU-domstolens dom nu vist sig at være enig i.

Domsfældelsen stadfæster dermed, at det er forbudt at videresælge brugte såvel som nye lyd- og e-bøger, og ifølge Christine Bødtcher-Hansen kunne det have fået “meget store konsekvenser for bogbranchen,” hvis dommen havde set anderledes ud.

“Vores vurdering var, at det ikke kun kunne have påvirket det digitale salg, men også salget af trykte bøger. For hvis der var hjemmesider, hvor du meget billigt – fordi der ikke afregnes til forlag og forfattere – kunne få adgang til såkaldte ‘brugte’ digitale bøger og lydbøger, ville det formentlig også påvirke, hvor meget du er villig til at betale for en trykt bog,” siger hun til Mediawatch.

Ifølge Mediawatch har sagen ikke kun vakt opsigt i forlagsbranchen, men også været under de danske myndigheders bevågenhed siden 2017. Her formulerede Kulturministeriet i et notat, at EU-dommen kunne få “indgribende konsekvenser for markedet for kulturprodukter”.

Dommen over e-bogsportalen og dens hollandske bagmand falder knap to måneder efter, at en 26-årig mand herhjemme blev idømt 20 dages betinget fængsel for at have tjent 27.000 kroner på videresalg af digitale studiebøger.  

 

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk