TOP

Et maraton, ikke en sprint – produktionsselskab præsenterer underskud på 1,5 million kroner

Warner Bros. Danmark kan igen i år præsentere et underskud. I 2018 er underskuddet dog blevet halveret – til under 1,5 million kroner – i forhold til året forinden. Derfor mener selskabets administerende direktør, Fredrik Hillerbrand, at selskabet er inde i den rigtige udvikling.

Det fortæller han til Mediawatch.

“Alt går den rigtige vej, men det går bare lidt langsommere, end jeg kunne ønske mig. Det kunne være rart, hvis der skete et kæmpe ryk. Men på den anden side skal man tage en kilometer ad gangen, hvis man skal løbe et maraton. Og det er dét, vi er i gang med,” forklarer Fredrik Hillerbrand.

En af årsagerne til, at Warner Bros. kan præsentere et mindre underskud i 2018 end i 2017 er, at bruttofortjenesten steg med 34 procent til over ni millioner kroner. Derudover blev administrationsomkostningerne skåret med cirka 500.000 kroner, og antallet af ansatte er faldet fra 51 i gennemsnit i 2017 til 45 i 2018.

Samtidig skyldes stigningen i overskuddet, at Warner Bros. har formater, som kunderne vender tilbage til, forklarer Fredrik Hillerbrand og henviser til programmer som ‘Sæt pris på Danmark’, ‘Et rigtigt fucking arbejde’ og ‘Profil af en morder’. Men den danske del af den internationale Warner-koncern mangler et format med stor gennemslagskraft.

“Vi mangler nogle formater i rigtig stor volumen. Det er der ingen tvivl om. Produktionsselskaber har store titler, som bliver ved med at vende tilbage. Det mangler vi hos Warner,” siger Warner Bros.’ administerende direktør.

På sigt regner Fredrik Hillerbrand med, at de røde tal på bundlinjen bliver forvandlet til sorte, men det er endnu for tidligt at sige, om 2019 bliver året, hvor farven skifter. Han er dog sikker på, at omsætningen stiger, da de har flere kunder i år end eksempelvis 2017.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk