TOP

Et forsvar for kulturministeren og ‘Absolute Music 2’

Kommentar: Man skal da love for, at karantænetilværelsen får blæst de små ting i tilværelsen op.

Det er næppe gået manges næse forbi, at musikmediet Gaffa for et par dage siden offentliggjorde et interview med kulturminister Joy Mogensen, hvor hun fortalte om sin baggrund og sine kulturvaner.

Især ét svar faldt mange for brystet: At Joy Mogensens yndlingsalbum er opsamlingen ‘Absolute Music 2’ fra 1993. For, som hun selv siger, “den betød meget for mig som teenager”.

Det satte gang i Twitter, hvor blandt andet Morten Messerschmidt kaldte Joy Mogensen “kulturløs”, og siden er der vidt og bredt blevet gjort grin med og hakket på kulturministerens smag rundt omkring i mediebilledet.

Vi tænker stadig på kultur som høj og lav

Det er en udtalelse, der er nem at gøre grin med, og det er forståeligt, at den tiltrækker opmærksomhed. Selv finder jeg det mere anstødeligt at mene, at Simon Kvamm er et forbillede for noget som helst, men sådan er der så meget.

Læser man hele interviewet, ser man dog hurtigt, at svaret falder mellem anekdoter om oplevelser med klaverspil, Puccini og Roskilde Festival. På den måde passer den lille storm, der er blæst op om Mogensens kulturelle udsyn, ind i et velkendt mønster i vores moderne mediebillede: Tag den mest iøjnefaldende udtalelse ud fra en given artikel, præsentér den uden kontekst og lad reaktionerne og forargelsen udfolde sig.

Mere interessant end kulturministerens svar er de implicitte forudsætninger, der giver sig til kende i reaktionerne, og som også viser sig i artiklens underliggende præmis: Vi tænker stadig kultur i høj og lav, det er “håbløst” at være en poptøs, der hører ABBA og Aqua (herregud), og vi arbejder stadig med begrebet “guilty pleasures” i det, der skulle forestille at være lødig kulturjournalistik.

Der er meget at kritisere Joy Mogensen for, men …

Et er dog den æstetiske fordømmelse, der finder sted, hvor man hånligt kan skose kulturministeren for at have dårlig smag (hvilket man selv underforstået ikke har). Noget andet er, at den dårlige smag gøres til et personligt karaktertræk, der overføres på vedkommendes evner, kompetencer og intellektuelle niveau – i dette tilfælde Joy Mogensens evne til at være kulturminister.

“Ville man acceptere en fødevareminister, der tror, at æg kommer fra en ko?” lød det torsdag i en uelegant analogi fra Berlingskes kulturjournalist Søren Jacobsen Damm, hvilket må forstås som, at man ikke er egnet til at være kulturminister, hvis man ikke ved, hvad ‘rigtig’ kultur er.

Damms holdning er indigneret – og jeg kan godt savne den indignation i kulturdebatten – men den skyder også milevidt ved siden af.

For der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem en persons kulturelle kapital og vedkommendes evne til at bestride et politisk erhverv. Politik – og særligt kulturpolitik – handler oftere om at sætte en dagsorden, administrere et særligt område af økonomien og prioritere midlerne, mere end det (beklageligvis, kan man indvende) er et spørgsmål om at indfri store visioner.

Der er meget, man kan kritisere Joy Mogensen for, men at fremhæve ‘Absolute Music 2’ som sit yndlingsalbum er ikke en af dem.

Måske man i stedet skulle bruge anledningen til ikke at skose andres dårlige smag, men vedkende sig at kulturvaner kan variere lige så meget som kulturforbrug. At kulturens primære dimension er i bredden og ikke i højden. Og at man ikke kan sætte lighedstegn mellem en persons kulturelle smag og professionelle evner.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Emil Hansen er kulturjournalist og uddannet cand.mag. i moderne kultur med baggrund i musikvidenskaben. Han har i en årrække skrevet for musikmedierne Soundvenue og Devilution og beskæftiger sig især med ekstrem musik og det, der finder sted i krydsfeltet mellem kultur og politik.