TOP

Erhvervsmand vil gøre Varde til Danmarks førende kunstby

I Varde ved Vestjylland er ambitionerne høje. I hvert fald hos erhvervsmanden bag ejendomsmæglerkæden EDC, Poul Erik Bech, der vil gøre byen til Danmarks kunsthovedstad. Det skriver DR.

Allerde nu har Poul Erik Bech, der er født i Varde, bragt en række store kunstværker og skulpturer til byen. Det er blandt andre kunstnerne Olafur Eliasson, Bjørn Nørgaard, Robert Jacobsen og brødrene Haugen Sørensen, der nu er repræsenteret i den vestjyske by. Men de kommer til ikke til at stå alene.

“Vi er selvfølgelig helt bevidste om, at Varde ikke er København. Men Varde skal være en by, hvor kunsten i den grad er fremme – altså et slags udendørs kunstmuseum,” siger Poul Erik Bech til DR.

Han har ikke afsat et bestemt beløb til at gøre Varde til kunsthovedstad, men tager det i stedet, som det kommer. Erhvervsmandens portefølje afslører dog, at han er villig til at bruge ikke helt ubetydelige summer på kunst.

Således står han bag det nyligt åbnede kultursted Varde Garten, hvor skulpturer af store kunstnere som Bjørn Nørgaard, Robert Jacobsen og Olafur Eliasson står til skue for interesserede. I den forbindelse har Poul Erik Bech doneret kunstværker for mere end 50 millioner kroner.

Og i forlængelse af det hele står også planerne om, at nyudklækkede kunstnere fra Kunstakademiet fremover skal kunne tildeles ophold i Kunsthal varte, som Poul Erik Bech også står bag. Løbende vil han også gøre Varde til et slags udendørs kunstmuseum ved at opstille værker af anerkendte kunstnere rundt i byen.

“Jeg tror, det er vigtigt, at man kigger på byen udefra. Mange i København har nok et billede af, at Vestjylland er et mørkt sted. Men kunst -– og kultur i det hele taget – kan være med til at sætte en by i et andet lys,” siger han til DR.

Den holdning deler erhvervsmanden med byens borgmester Erik Buhl (V), der ser potentialet i Poul Erik Bechs passion.

“Det, at kunsten nu fylder så meget i byen, betyder, at der kommer folk til byen for at se på kunst. Så er de her alligevel og kan samtidig se de øvrige ting, som vi byder ind med i kommunen. Så det er noget, vi virkelig kan være stolte af dette her”, siger Erik Buhl til DR.

Varde Garten åbnede officielt i april med deltagelse af kulturminister Mette Bock (LA).

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.