TOP

Er vores digitale kulturarv på internationale hænder?

Kommentar: Prøv at google Jellingestenen, Anna Ancher eller Børge Mogensen og bemærk hvor de danske kulturinstitutioner rangerer i søgeresultaterne. Søg på Edvard Munch og du finder et amerikansk website, der sælger ‘Skriget’ i utallige formater. Søg på Hammershoi og Google vil foreslå en print on demand via Amazon fra en perifer amerikansk udbyder, som måske/måske ikke er videre forpligtet til at fortælle Hammershois historie.

Hvis du googler fra dansk grund vil du sikkert få relevante, danske sider i søgningen – og det skyldes, at dine øvrige søgninger indikerer, at dette er relevant indhold for dig. Men jeg kan afsløre, at hvis man googler fra udlandet, hvor jeg bor, så er resultaterne ikke just opmuntrende.

Internationale aktører dominerer søgeresultaterne, fordi de har gjort billederne tilgængelige og taget ejerskab over på deres digitale liv med den rette metadata. Dermed har de ikke blot taget kontrol over forretningsgrundlaget, men også formidlingen og konteksten for de pågældende kulturelle artefakter.

I en digital verden uden grænser taler institutioner og medier om FAANG, der kan henlede tankerne til vores egen nordiske Fenrisulv. Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google  (FAANG), som er frontløbere i et digitalt Ragnarok – og med dem Etsy, Pinterest, Wikimedia. Hvordan det?

Digitisering eller digitalisering

Lad os først afklare begreberne. I udlandet skelner man mellem digitisation og digitalisation. At digitisere handler om at konvertere et maleri, skulptur eller manuskript til et digitalt format. At digitalisere handler om, hvordan man vælger at håndtere og tilgængeliggøre den digitale fil. Man giver filen kriterier – eller som man ynder at sige i kulturkredse – man gør det digitale relevant. Men…. relevant for hvem? Er det skolebørn, kinesiske turister, licenstagere eller digitale bureauer med fokus på skandinavisk indretning?

I det digitale univers tilrettelægger man relevans gennem algoritmer. Hvad er forskellen mellem information og relevans? Metadata. Det er metadata, der iscenesætter relevans. Metadata fortæller os noget om filen; som for eksempel at Krøyers billede ‘Sommeraften langs stranden ved Skagen’ indeholder ”et ægtepar”, der går på ”stranden” en ”romantisk” ”sommernat” med ”hund” fra ”sidste århundrede”.

Karin Glademann, digital koordinator på Nationalmuseet i Stockholm udbyggede på konferencen ‘Sharing Is Caring’ i Hamburg det gamle dogme ”at hvis du ikke eksisterer på nettet, eksisterer du ikke”.

Karin tilføjede: ”Hvis du ikke har metadata, eksisterer du heller ikke”. For det er metadata, Google bruger til at regne ud, hvad du søger efter. Kort sagt er den digitale virkelighed blevet den, at hvis du ikke har fortalt Google, hvad din fil handler om, så har du ikke fortalt det til nogen.

Og her er så kimen til problemet. Langt den største del af vores nordiske digitale kulturarv, der i dag ligger hengemt og utilgængelig i databaser primært tiltænkt forskere, har ikke metadata, som har målrettet relevans til publikum eller omverden. Det er en en sådan metadata-opgave som Statens Museum for Kunst har gennemført med anvendelse af billedegenkendelses-software – og den proces bliver interessant at følge.

En lignende udvikling har The National Gallery i England været igennem, hvilket har resulteret i en webside specifikt tiltænkt forlag, uddannelsesinstitutioner og professionelle billedbureauer, hvor man kan søge på for eksempel følelsesmæssige- eller generiske temaer som ”vrede”, ”jalousi”, ”krig” og ”vinterstorm”. Herefter får man muligheden for at downloade eller købe emner på en nem og forståelig måde.

Det er et godt eksempel på, hvordan man har tænkt hele processen igennem. Hvordan man har afstemt målgrupper og deres behov med kuratering af indhold, udvikling af metadatastruktur – og sidst men ikke mindst udviklet en ydelse understøttet af kunstneriske, finansielle og tværgående operative processer.

Det globale formidlingspotentiale

Vores digitiserede kulturarv skal digitaliseres. Om man vælger at sætte værker digitalt til salg er i sidste ende en forretningsmæssig beslutning. Men tilgængeliggørelsen og den grundige metadata-strategi har et afgørende formidlingselement og et stort nationalt markedsføringspotentiale. Når eksempelvis British Museum beskriver sig selv som en digital, global institution, skyldes det blandt andet deres dygtige tilgængeliggørelse.

Den digitaliserede kulturarv skal bringes i spil, og når man er oppe imod FAANG, er der i skandinavisk sammenhæng to måder vi kan undgå den kulturelle Ragnarok. Den første er gennemslagskraft gennem en kollektiv indsats. Den anden er, at vi hver for sig definerer vores globale marked gennem en fortolkning af vores metadata. 

I sidste uge bad Kulturministeriet om yderligere 16,6 millioner kroner til fælles opmagasinering af museumsgenstande. Hvor er samme forståelse for vores digitale fælles arv? Den bliver fisket ud af vores databaser af internationale tjenester og solgt på et globalt marked. Tiden er inde til, at skandinaviske kulturinstitutioner kommer på forkant med en fælles digitaliseringsstrategi og igen tager ejerskabet og forvaltningen af vores digitale kulturarv seriøst.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Partner hos medlemsorganisationen Barc Scandinavia. Specialist i forretningsudvikling og digitalisering.