TOP

Er skyggesiden af kunstnere og kulturinstitutioners strategi kommet frem i lyset?

Kommentar: Midt i karantænetiden har offentligheden fået indblik i hidtil ukendte sider af en af kunstlivets absolutte højborge. Artiklen ‘Kunstigt Akademi’ af Poul Pilgaard Johnsen i Weekendavisen fortalte historien om en gruppe elever, der tyranniserer undervisere og medelever på kunstakademiet.

Gruppen står tilsyneladende i forlængelse af den identitetspolitiske campus-kultur, der har forpestet livet på de højere læreanstalter i USA i sådan en grad, at landets regering har truet med at gribe ind overfor universiteterne ”for at beskytte ytringsfriheden”.

Et lignende behov er måske under opsejling i Danmark. Kunstneren Jo Hedegaard fulgte op med en kronik i Politiken, hvor han bad gruppen svare på, om det ikke dybest set er demokratiet selv, de er modstandere af. 

Hvordan er det kommet så vidt?

Identitetspolitik kan bestå af en type selvretfærdige narrativer som – under påskud af at beskytte svage grupper mod stærke majoriteter – legitimerer selvtægt og social kontrol.

Den kendte kunstner Tal R tager i artiklen i Weekendavisen bladet fra munden og siger lige ud: ”Du aner ikke, hvilke idioter der er kommet ind på akademiet, og som i virkeligheden ikke beskæftiger sig med kunst.”

Men hvordan er det kommet så vidt med de kunststuderende? 

Kunstakademiet deler adresse med Kunsthal Charlottenborg. I et interview med magasinet Kommunikationsforum i september 2019 forklarer Michael Thouber, kunsthallens direktør, at hans centrale greb som leder af kunstinstitutionen er, ”at bruge kunsten som kommunikation”.

Ved første læsning virker det tilforladeligt. Kunsten kan på den måde ”bruges” til noget. Den kan være nyttig. Kunstnere udtrykker desuden noget i deres kunst; de kommunikerer. Med publikum, med anmeldere, med medierne, med hinanden.  

Kunst og kommunikation er vidt forskellige fænomener

Kunst og kommunikation er ikke desto mindre to vidt forskellige fænomener. De er ikke modsætninger. Forskellen ligger dog et væsentligt sted: Kunst udtrykker nogens følelsesmæssige erfaring, som andre kan genkende eller ikke genkende. Der er lige så mange mulige læsninger som der er betragtere. Hvorimod kommunikation er et styret udsagn eller narrativ, som afsenderen søger at have kontrol med. Budskabet må netop ikke overlades fuldt og helt til modtagerens fortolkning. 

Kommunikation er en form for teknisk færdighed. Man ønsker at opnå et bestemt resultat som følge af kommunikationen. Det kan være et højere besøgstal, for eksempel. Men det kan også være en anden form for omtale. 

Thouber siger i artiklen, at hans mål er, at hans udstillinger skal skifte sektion i aviserne. De skal ikke omtales i kultursektionen, men i ”sektion 1”, altså som nyhedsstof. 

Der er flere ting, der taler for sådan en strategi. Thouber vil gerne profilere Charlottenborg på politisk kunst. ”Første sektion” er gerne stedet, hvor man finder netop politisk kunst omtalt. Medierne dækker typisk en arrestation af Uwe Max Jensen i 1. sektion. Er det i sig selv et udtryk for, at det gavner kunsten, at den forlader kultursektionen? Der sker ikke nogen formidling af det kunstneriske aspekt på den måde. Læserne bliver ikke klogere på værkerne. Paradoksalt nok får man en situation, hvor opmærksomheden om kunstneren og forståelsen af kunsten går i modsatte retninger.  

Intet formål om at sælge noget

Behandlet som nyhedsstof har kunsten i en vis forstand overskredet skellet mellem kunstverdenen og den generelle virkelighed udenfor. Og Charlottenborgs største publikumssucces til dato var da også, ifølge Thouber, et udstillingsprojekt med Ai Weiwei, hvor der blev monteret flydeveste fra Middelhavet på kunsthallens facade (‘Soleil Levant’, 2017). Ai Weiwei er en af verdens mest kendte politiske kunstnere. Men netop Ai Weiwei modsætter sig, at hans kunst reduceres til kommunikation. 

Samme år Weiweis udstilling fandt sted valgte et reklamebureau at fotografere en model af en bil udenfor Charlottenborg med Ai Weiweis værk i baggrunden. Værket kom til at indgå i en reklamekampagne. Som reklame var værket praktisk taget reduceret til kommunikation. Det fandt kunstneren sig ikke i, stævnede og vandt. Thouber selv vidnede til fordel for Ai Weiwei i retssagen. 

Kommunikation handler om at få enkle budskaber sendt ud fra en tydelig afsender (eksempelvis bilfabrikanten i det nævnte tilfælde) til en ligeså klart defineret modtager (potentielle bilkøbere). Man kan måle om kommunikation fungerer som forventet (antallet solgte biler). 

Ai Weiweis værker er ikke entydige udsagn. Og som kunstner er han deres ophavsmand, ikke ”afsender”; værket handler jo ikke om ham. I ‘Soleil’ Levant” er for eksempel forbindelsen mellem flydevestene og de personer, der brugte dem, en væsentlig del af værket. Det komplekse udsagn med mange involverede når derefter ud til en hel verden. Ikke et afgrænset eller målrettet segment. Og ikke med det formål at sælge dem noget.  

Fanger bordet?

Når kunsten ud fra en strategisk beslutning skal skifte fra kultursektionen til ”sektion 1” er det på bekostning af noget. Den store meningsrigdom, tolkningsfrihed og de subjektive erfaringer, man finder i et kunstværk skrælles væk. Tilbage står agitation og politiske kampe: Lige præcis den virkelighed Poul Pilgaard Johnsens artikel afdækker hos Charlottenborgs nærmeste nabo. 

Der er kommet flere kunder i kunstakademiets kunsthal med kommunikationsstrategien. Men spørgsmålet er, om ikke den vækst har en omkostning. For de personer der udskammes, chikaneres og trues med fyring, selvfølgelig. Men også omverdenen kommer på sigt til at lide under det, eftersom opfattelsen af kunst som kommunikation uvægerligt vil reducere kunstnere til debattører og erstatte refleksion med kamp. 

Kunstneren Tal R har bidraget med en sigende illustration til Weekendavisens artikel: En dystert udseende kanariefugl i bur.

Det kunne være en beskrivelse af kunstens rolle i samfundet, som Aros’ direktør Erlend Høyersten skriver; fuglen i mineskakten, en varsler der fortæller, at luften er blevet iltfattig. Nu kan den læses som en advarsel om grænseløs adfærd på kunstnernes egen matrikel. Det er selvfølgelig ikke en type kommunikation, en kunstinstitution ønsker sig. Men spørgsmålet er, om ikke bordet fanger, og at det er strategiens skyggeside, der er kommet frem i lyset.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Cand. mag. og leder af Læsø Kunsthal.