TOP

Endnu en amerikansk streaminggigant varsler mere nordisk indhold: “Nu er vi klar til det store ryk”

Siden sin stilfærdige ankomst i sommeren 2016 har amerikanske Amazon Prime haft svært ved at få flyvehøjde på et dansk streamingmarked, hvor konkurrenterne til stadighed træder hinanden over tæerne.

Men det skal “store investeringer” og “mere indhold, der er skræddersyet til de nordiske lande” lave om på ifølge Amazon Primes nordiske indholdsdirektør, som DR har talt med.

“Det har taget tid for os at gøre tjenesten lokal med undertekster og menuer på de forskellige sprog. Men nu er vi klar til det store ryk,” siger svenske Martin Backlund til DR.

Led i tendens og debat

Meldingen kommer i en tid, hvor også den kommende streamingtjeneste Paramount+ og storspilleren Disney+ har præciseret planerne at producere danske film- og tv-serier – noget, som markedskonkurrenterne HBO og Netflix for længst har taget hul på.

Til Kulturmonitor har Brancheklubben for Film- og Mediekomponister (BFM) givet udtryk for en alvorlig bekymring, fordi de amerikanske streamingtjenesters rettighedsmodeller er ude af sync med den danske, og fordi forhandlingerne ofte presser danske filmarbejdere – heriblandt komponister – til at afgive værdifulde rettigheder.

“Personligt er jeg allermest bange for, at vi ikke får dæmmet op for det her, og at der om 10 år ikke findes rettighedspenge mere,” har en af Danmarks mest eftertragtede filmkomponister, Halfdan E, blandt andet udtalt. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk