TOP

“En stor lettelse”: Landets største museer gør status efter genåbningsweekend

Landets to mest besøgte museer, Aros og Louisiana, erklærer sig begge godt tilfredse med den forgangne genåbningsweekend, der langt om længe kunne slå dørene op til fysiske museumsoplevelser efter coronakrisens godt to måneder lange nedlukning.

Til Magisterbladet udtaler museumsdirektør på Aros, Erlend Høyersten, at besøgstallet som forventet har været lavere end sidste år, men at søndagen næsten var på niveau. Alt i alt er museumsdirektøren og hans medarbejderstab “meget tilfredse” med genåbningen og besøgstallene, erfarer Magisterbladet.

Besøgstal overgår forventningerne

Også på Lousiana er humøret højt. Her har man udvidet åbningstiderne for at kunne fordele gæsterne bedre og desuden indført timeslots, der skal reserveres på forhånd. De tiltag har vist sig at fungere forrygende ifølge museets kommunikations- og marketingchef Thomas Bendix.

“Den forløbne weekend har været en stor lettelse over, at folk igen har lyst til at gå på museum,” siger Thomas Bendix til Magisterbladet og tilføjer, at selvom besøgstallene ikke når sidste år, så overgår de alligevel forventningerne:

“Vi melder ikke vores besøgstal ud for de enkelte dage, men det er en pæn del flere, end vi havde turdet håbe på.”

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk