TOP

En sanger, en klavertrio og to komponister får hver 750.000 kroner

En af landets største hæderspriser – Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat – bliver uddelt den 20. november. 

Der bliver uddelt fire priser, og de går i år til basbaryton Johan Reuter, klavertrioen Trio con Brio Copenhagen og komponisterne Louise Alenius Boserup og Simon Løffler, der hver modtager 750.000 kroner.

“Som partiturkomponist arbejder man ofte helt alene indtil noderne er trykt og prøverne starter. Hver gang jeg afslutter et nyt værk, slår det mig, at jeg potentielt er den eneste person i verden, der vil kunne lide musikken. Jeg har efterhånden vænnet mig til tanken, men det er vidunderligt at opdage at andre får noget ud af det, jeg laver. Jeg er lykkelig og meget beæret over at modtage denne historiske hæderspris. Tak!” udtaler Louise Alenius Boserup i en pressemeddelelse, hvor de øvrige prismodtagere også giver udtryk for at være beærede over hæderen. 

“Carl Nielsen har fulgt mig gennem hele mit musikalske liv, og selv om han voksede op i Nørre Lyndelse og jeg voksede op på Nørrebro, har jeg altid følt et slægtskab med ham. Han har altid haft en vigtig plads i såvel mit repertoire som i min musikalske sjæl, og jeg er sikker på, at jeg også fremover vil blive ved med at udforske denne store kunstners værker,” lyder der for eksempel fra Johan Reuter. 

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat tildeles som en særlig anerkendelse af kunstnernes virke og som en opbakning og støtte til den enkelte kunstners fremtidige arbejde.

Hæderspriserne bliver overrakt i forbindelse med koncert i Den Sorte Diamant den 20. november.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test