TOP

Egnsteater hyldet for sin imødekommende arkitektur

Vendsyssel Teater, der i 2017 gennemgik en større ombygning, bliver nu hyldet for sin innovative og imødekommende arkitektur. Teatret er sammen med tre andre danske byggerier blevet præmieret af Statens Kunstfond. 

Teatret modtager præmien, fordi det er et “innovativt teaterbyggeri, som forener højfunktionelle teatersale med nye, intime indendørs og udendørs rum for mange andre end de traditionelle teatergængere,” som det lyder i pressemeddelelsen fra Statens Kunstfond.  

Det er arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen Architects K/S, der står bag ombygningen af teatret. Visionerne bag projektet og arkitekturen var at skabe et imødekommende teater- og oplevelseshus, der nytænker kulturinstitutionens rolle som en del af byens offentlige rum.

Det er lykkedes i sådan en grad, at arkitekturen som sagt nu præmieres for “på bedste vis at forene form, funktion og fællesskaber” i bygningen og udendørsområderne. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på caroline@kulturmonitor.dk