TOP

Efterlyses: Bud på Shooting Star-kandidater

Hvis man har et godt bud på en dansk skuespiller, der burde komme i spil til at være Shooting Star på næste års filmfestival i Berlin, skal man ikke gå og putte med det. 

Det Danske Filminstitut (DFI) vil gerne have input fra agenter, castere og andre aktører i den danske filmbranche i forhold til at finde en egnet dansk kandidat, som har potentiale til at blive en af de ti europæiske skuespillere, der til december bliver udvalgt til at være Shooting Stars på filmfestivalen fra 20. februar til 1. marts 2020. 

En international jury udvælger de 10 Shooting Stars-skuespillere fra en bruttogruppe, som hvert af European Film Promotions 36 medlemslande har mulighed for at indstille én kandidat til. Fra dansk side skal DFI udpege den danske kandidat. 

Tidligere er danske skuespillere som blandt andet Elliott Crosset Hove (2019), Esben Smed (2017), Joachim Fjelstrup (2015), Danica Curcic (2014) og Mikkel Boe Følsgaard (2013) blevet promoveret som Shooting Stars på filmfestivalen. 

Shooting Stars-kandidater skal mindst være 16 år og må højst være 32 år. Derudover skal kandidaten have spillet en stor rolle i en film, der har haft premiere efter oktober 2017, beherske engelsk på højt niveau, have mulighed for at være tilstede på filmfestivalen og være indstillet på at lave pressearbejde og fotoevents med sponsorer.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.