TOP

Efter lille teaters succes med livestream bliver ny forestilling nu sat op: “Vi har mistet 350.000 kroner i omsætning på en måned”

2.000 børn og voksne skulle have siddet i teatersalen og set Teater Fantasts udsolgte forestilling ‘Lille Frø’ på Teater Zeppelin. Men så kom coronakrisen, de planlagte forestillinger blev aflyst, og Teater Fantasts stiftere og kunstneriske ledere, Stine Q. Pagh og Ditte Ylva Olsen, besluttede i stedet at rykke ‘Lille Frø’ ind i det digitale univers som en form for kulturel nødhjælp mod corona-kedsomhed.

Det har været en stor publikumsmæssig succes – over 25.000 publikummer har livestreamet forestillingen.

Og nu følger Teater Fantast op med turneforestillingen ‘Mustafas Kiosk’, som over 50.000 publikummer allerede har set på den gammeldags måde – live i en teatersal. 

Store økonomiske udfordringer

Men mens det frie og uafhængige teater yder kulturel nødhjælp til den hjemmegående befolkning, er der ingen økonomisk krisehjælp på vej til Teater Fantast.

“Vi har mistet 350.000 kroner i omsætning på en måned,” lyder det fra Teater Fantasts ledere, som ikke ser nogen muligheder for kompensation fra regeringens eksisterende hjælpepakker, og det undrer dem, at gæstespilskontrakter bare bliver aflyst. 

“Husene får måske kompensation. Men for turneteatre er det bare ærgerligt. Lønkompensation og tre måneders gennemsnitsudgifter og så videre er irrelevant for os. Vi har jo lang tids prøver, administration, udvikling og salg, og så tjener vi alle vores penge på forholdsvis kort tid. En hjælpepakke, der ville gøre en forskel for os, var, hvis man kunne komme med sine kontrakter og få den tabte – og helt konkrete – indtjening kompenseret,” siger Ditte Ylva Olsen og fortæller, at da de besluttede at livestreame ‘Lille Frø’ gratis, var det også for at se, om man kunne få noget af den tabte omsætning ind igen.

“Men selvom folk har været virkelig søde til at sende penge via mobilepay, så er det gået op med udgifterne til selve det at streame; udstyrsleje, fotografer, lokaleleje, billeje, løn til vores administrator, royalties, gebyr til mobilepay og moms. Om der er løn til os ved jeg ikke endnu. Men den tabte indtjening er vi slet ikke i gang med at indhente,” fortæller Ditte Ylva Olsen.

Hvordan fremtiden ser ud for Teater Fantast er et åbent spørgsmål.

“Så længe Stine og jeg overlever coronavirussen, og banken vil give os et overtræk, så kan vi jo starte op igen – altså begynde at sælge vores to aktive turneforestillinger – efter coronatiden. Men i forhold til vores budgetter har vi p.t. mistet en femtedel af årets omsætning og kan ikke udbetale løn til os selv. Vi har udskudt en masse betalinger og ædt os godt ned i en meget stor kredit, som vi hæfter for personligt. Den kredit har vi fået, fordi vi i mange år har haft et godt stabilt salg. Det er usikkert, hvornår man får det igen, også på den lange bane. Scenariet er p.t., at vi ikke kan lave nye forestillinger og skal arbejde uden løn for at komme oven vande. Vel at mærke når – og hvis – der kommer gang i salget igen,” siger Ditte Ylva Olsen.  

Coronaen har skubbet til digital udvikling

I har haft stor succes med ‘Lille Frø’ som streaming. Er det noget, som I vil tage til efterretning og måske arbejde med post corona?

“Vi har længe drømt om at lave en youtubekanal med karakterer og “baggrundsmateriale” til vores forestillinger, fordi man på den måde kan udvide universerne. Coronaen har helt klart skubbet til det, og vi har filmet en masse materiale allerede. Det er mere sketch-præget, for det har været vores oplevelse, at scenekunst egentlig ikke egner sig til at blive filmet. Men det har været skægt og lærerigt at spille teater til et kamera, hvilket hverken minder om at spille naturalistisk skuespil foran et kamera eller at spille teater for en sal,” siger Ditte Ylva Olsen og uddyber: 

“Vi har dog også erfaret, at dét at det er LIVE og lige nu og her, er scenekunstens DNA – selvom det er transmitteret via internettet, så kommer der en fællesskabsfølelse, som en film ikke giver.”

Har I overvejet at forsøge at skaffe nogle flere indtægter via streaming af forestillinger?  

“Vores håb er, at folk hører om os og husker os og køber billetter, når coronakrisen er forbi. Det er sådan, vi har lyst til at tjene vores penge, i bund og grund. Ikke via online-betalingsmure eller hjælpepakker.”

‘Mustafas Kiosk bliver livestreamet  17. og 18. april klokken 10.30 via: https://www.facebook.com/teaterfantast/live/

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.