TOP

Efter lange forhandlinger: Museer, teatre, kunsthaller og biografer kan åbne nu – andre må stadig vente lidt

Onsdag middag satte regeringen sammen med Folketingets partier sig til forhandlingsbordet for at se på en yderligere udvidelse af den igangværende åbningsfase 2, men først kort før midnat havde man landet en aftale.

Til gengæld indeholder den godt nyt for landets trængte museer, teatre, kunsthaller, biografer, der i princippet kan åbne med det samme. De var ellers først sat til at skulle åbne i fase 3 den 8. juni, men får på grund af det faldende smittetryk lov til at slå dørene op nu og her. 

Foreningslivet – herunder aftenskoler, kulturskoler og ikke mindst landets mange musikskoler, der har følt sig overset i hele genåbningsfasen – får lov til at åbne 27. maj – dog med visse begrænsninger i forhold til korsang, som rummer øget smitterisiko.

Til gengæld må spillestederne som forventet fortsat ikke genåbne. 

Som hele tiden planlagt hæves forsamlingsforbuddet 8. juni til 30-50 personer. I løbet af sommeren vil partierne så forsøge at lempe forsamlingsforbuddet ydermere, lyder det i aftaleteksten. 

Aros slår dørene op fredag

Nattens aftale vækker glæde i kulturbranchen, der fra flere sider har følt sig overset og stedmoderligt behandlet – først under etableringen af hjælpepakkerne og dernæst under hele genåbningsfasen.

En af de hårdeste kritikere af forløbet og politikerne, direktør på Aros i Aarhus, Erlend G. Høyersten, er klar til at slå dørene op for publikum fra og med fredag.

“Det er afgørende for hele samfundet og for den mentale sundhed, at kulturinstitutioner som Aros får lov til at åbne, og vi kan forsikre, at vi overholder alle forholdsregler, så publikum sikkert kan bevæge sig rundt på museet,” siger direktøren.

Hos organisationen Dansk Teater glæder man sig også til atter at kunne åbne for de danske scener, men afventer stadig de endelige retningslinjer.

“Den politiske aftale siger straks, men rent praktisk venter vi på, at de endelige retningslinjer fra Kulturministeriet bliver udsendt, så jeg sidder og trykker gem og modtag i min outlook hele formiddagen. Publikum skal lynhurtigt vide, hvad de kan forvente, så vi kan få kickstartet billetsalget. Personligt glæder jeg mig over, at en kulturoplevelse snart igen består af mere end en guitarist i en baggård. Det har vi hungret efter som kulturnation,” lyder det fra Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg.

Du kan læse hele aftaleteksten fra Statsministeriet her

Artiklen er opdateret torsdag 21. maj kl. 08.20 med kommentarer fra Aros og Dansk Teater.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk