TOP

Efter kritik af skævvredet musikbranche: “Vi kan se, at vi på ingen måde er kønsdiskriminerende”

Der er stadig et stykke vej, før vi har ligestilling i den danske musikbranche, der “forsat er hamrende skæv skæv i balancen mellem kønnene”.

Sådan lød kritikken fra Anna Lidell, der er formand for komponist- og sangskriverforeningen DJBFA, i sidste uge. Kritikken kom i kølvandet på Gramex’ opgørelse over mest spillede danske kunstnere i radioen i 2018, der ikke har en eneste kvinde med i top 10.

Det fik blandt andre musikeren Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, til tasterne med en opsang. På Instagram-profilen Hej Søster konstaterede hun blandt andet, at “der er sket meget i i den rigtige retning på det sidste år”. Men samtidig konstaterede hun også, at “we still got work to do”.

Ifølge Anna Lidell er problemet et udtryk for, at de ting, branchen har arbejdet med, ikke har været virkningsfulde nok.

“Det er simpelthen ikke godt nok,” forklarede hun til Kulturmonitor:

“Desværre er en del af svaret nok også, at vi i Danmark har nogle strukturer, der har en såkaldt ‘kønnet smag’. Jeg er sikker på, det er ubevidst, men vi er nødt til at få ændret på det. Hvor er MØ, Jada, Oh Land, Kwamie Liv, Fallulah, og jeg kunne blive ved…? Det holder ikke mere at sige, at kvinder ikke er gode nok, ikke vil og ikke kan.”

Ubevidst

En anden, der også var ude med kritik, er musikeren Jenny Rossander, bedre kendt som Lydmor. I radioprogrammet ‘Kulturen på P1‘, udtalte hun torsdag, at magthaverne i branchen bør tage del i kampen mod kvindernes underrepræsentation.

“De, der sidder og træffer beslutninger, er ikke bevidste om de grunde, de træffer dem ud fra. Helt underbevidst tænker man ikke over manglen på kvinder i musik,” sagde hun til Kulturen på P1.

FAKTA

Gramex’ top 10 over mest spillede danske kunstnere i radioen i 2018

  • Lukas Graham
  • Mads Langer
  • Rasmus Seebach
  • Hugo Helmig
  • Thomas Helmig
  • Scarlet Pleasure
  • Nik & Jay
  • Phlake
  • TV-2
  • Christopher
Vis mere

Men det er ikke fordi, magthaverne sidder med hænderne i skødet. Tværtimod bliver der gjort et stort stykke arbejde for, at ligestillingen sker fyldest i musikbranchen. Det forklarer Tobias Nielsen, der er indholdsansvarlig hos Bauer Media, der driver kommercielle radiostationer som blandt andet Nova, The Voice, Pop FM og Radio 100.

“Der er en tendens til at beskrive musikbranchen som en lukket klub, hvor mænd kun vil hjælpe mænd. Men sandheden er, at pladeselskaberne er opmærksomme på problematikken og arbejder på at skrive kontrakt med flere kvindelige artister,” siger han til DR.

Han peger på mentaliteten, hvor der måske ikke er så mange kvinder, der går efter at blive popstjerne i Danmark, som en af de mulige forklaringer.

“Vi kan se, at vi på ingen måde er kønsdiskriminerende. Vi spiller lige mange mænd og kvinder, når man medregner de udenlandske kunstnere. Så det handler nok om, at der åbenbart ikke har været nok kvindelige artister fra Danmark, som har været relevante for os at spille,” siger han til DR.

Økonomiske interesser

Samtidig påpeger han, at Bauer Media har visse andre økonomiske interesser, de også må tage hensyn til. Han mener, at en licensfinansieret institution som DR til gengæld bærer et særligt ansvar for at tage kampen op. De er netop fritaget af de kommercielle interesser, som eksempelvis Bauer Media er afhængig af.

Det ansvar anerkender DRs radiochef, Gustav Lützhøft, der også anser skævvridningen som et problem, musikbranchen har et ansvar for at løse.

“Der er ingen tvivl om, at det er et problem, vi skal diskutere i hele musikindustrien. De her opgørelser tegner jo et billede af, at mænd fylder markant mere end kvinder, så det er en meget relevant problematik,” siger han til DR og fortsætter:

“Jeg er fuldstændig enig i, at man skal kunne forvente, at DR skaber en bred mangfoldighed. Både i musikstil, genre og på tværs af køn. Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere, at DR adskiller sig fra opgørelsen ved at have en fornuftig fordeling på tværs af køn.”


Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.