TOP

Efter 97 vidnesbyrd om sexisme i musikbranchen går forbund nu i aktion: “Vi håber alle interessenter i branchen bidrager til de ændringer, der skal til”

Problemerne omkring sexisme hersker i udpræget grad i kulturlivet – ikke mindst i det danske musikmiljø. Flere musikere har over den seneste tid berettet om deres personlige oplevelser med sexistiske krænkelser og i Politiken står 97 musikere og branchepersoner nu frem og beretter om, hvad de har oplevet gennem årene.  

Blandt de 97 musikere og branchefolk, der har givet vidnesbyrd, er sangere og sangskrivere som blandt andet Barbara Moleko, Signe Svendsen, Katinka Bjerregaard fra bandet Katinka, Lærke Corfix, Trinelise Væring, Selina Gin og Signe Tobiassen fra nu opløste Nelson Can samt metalbandet Konvent, skriver avisen.

Hos musikbranchen erkender man, at der er et problem, og at den bedste måde at løse det på er, at få tingene frem i lyset.

“Det er helt åbenlyst – med det, vi har set den seneste tid, og med de kvinder, der er trådt frem – at vi har et problem i det danske samfund. Og at vi har et problem i dansk musik. Det er vi nødt til adressere, og den bedste måde vi kan gøre det på, er, hvis vi får lov at komme tæt på problemerne,” siger kommunikationsdirektør musikselskabernes brancheorganisation IFPI, Lasse Lindholm til avisen.

“Rystet, men desværre ikke overrasket”

Hos fagorganisationerne anerkender Danmarks største forbund for musikerne, Dansk Musiker Forbund (DMF), at der er problemer i musikmiljøet, men at det er mindst lige så vigtigt at fokusere på ændringer i hele samfundet, hvis man vil gøre op med sexisme.

“Vi kan ikke reducere sexisme til et problem i musikbranchen. Det er også et kulturproblem. Når musikere som Rihanna, Beyoncé og Cardi B står letpåklædte på en scene og snor sig op og ned ad hinanden, sælger de deres musik på noget andet end musikken. Den måde, nogle pladeselskaber sælger musik på, objektificerer kvinder, og det præger kulturen. Det er ikke for at legitimere seksuelle krænkelser, men det er en del af forståelsen for, hvorfor det er sådan,” siger DMF-formand Anders Laursen til Politiken.

Hos forbundet for komponister og sangskrivere (DJBFA) kommenterer forkvinde, Anna Lidell, direkte på de vidnesbyrd, der nu er blevet fremlagt.

”Jeg er rystet, men desværre ikke overrasket, når jeg læser de 97 vidnesbyrd fra musikbranchen beskrevet i dag. Alle kvinder har været modige og delt deres historier, de helst havde været foruden. Det er ikke den enkeltes problem, det er vores alle sammens problem i musikbranchen. Det er et dysfunktionel økosystem, som vi skal have ændret,” siger Anna Lidell og fortsætter:

”Overgrebene er toppen af isbjerget, og nedenunder foregår de mange små episoder i hverdagen, hvor kvinder hele tiden bliver vurderet ud fra deres evne til at være kvinde på den rigtige måde, i stedet for på deres professionelle bidrag. Vi bør være med til at skabe en arbejdskultur i dansk musikmiljø, som forebygger sexisme i alle dens afarter og alvorsgrader.”

I DJBFA er man gået i gang med undersøge omfanget af sexisme i branchen og opkvalificere de kvindelige medlemmer, så de kan sige fra og stå på egene ben. Blandt andet arbejder forbundet med en række særlige sangskriver-camps kun for kvinder. 

“Vi håber alle interessenter i branchen bidrager til de ændringer, der skal til,” siger Anna Lidell.

Artiklen er opdateret 4. oktober 21.30 med kommentar fra formand for DMF, Anders Laursen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk