TOP

DRs generaldirektør tager afstand til sag om pigekor: “Helt uacceptabelt og peger på ledelsessvigt”

Miljøet i DR Pigekoret var – ifølge en række artikler i Politiken – seksualiseret og grænseoverskridende under tiden med Michael Bojesen som chefdirigent, og DR’s ledelse tog ikke klager omkring forholdene alvorligt, men nu reagerer også DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, på afsløringerne. 

“Jeg vil gerne på vegne af DR som institution i dag klart og tydeligt slå fast, at det, der beskrives i Politiken over weekenden, er helt uacceptabelt og peger på ledelsessvigt på daværende tidspunkt. For ingen skal udsættes for det, der beskrives. Jeg er på DR’s vegne ked af, at nogen har måttet opleve det, der beskrives,” siger Maria Rørbye Rønn til dr.dk, hvor det også lyder: 

“Beskrivelserne af de helt uacceptable forhold gør et stort indtryk, og jeg kan på DR’s vegne kun understrege, hvor ked af det jeg er over det, som de tidligere kormedlemmer har måttet opleve. Sådan skal og skulle det naturligvis ikke være.”

Indberetningsfrist i undersøgelse forlænges

Politikens dækning fik i weekenden Michael Bojesen, der stod i spidsen for DR Pigekoret i perioden 2001-2010, til at trække sig fra sine poster som leder for Statens Kunstfonds bestyrelse og leder af Projektstøtteudvalget for Musik.

DR satte i begyndelsen af maj gang i en advokatundersøgelse af forholdene i koret og for at sikre, at flest mulige kommer til orde, er fristen for indberetninger blevet forlænget.

“Vi valgte for en uge siden at forlænge indberetningsfristen for den eksterne advokatundersøgelse med en måned, så alle vidnesbyrd kan nå at komme med. Herunder også det, der efterfølgende er kommet frem i Politiken. Jeg er helt sikker på, at advokaten, der står for undersøgelsen, også aktivt bruger det, der er beskrevet over weekenden,” skriver Henrik Bo Nielsen, der er direktør for DR Kultur, Børn og Unge i en skriftlig kommentar til Mediawatch.  

Advokatundersøgelsen vil ifølge DR have et særskilt fokus på håndteringen af klager i forbindelse med forholdene i koret. Ifølge Politiken handler en af de mest alvorlige sager, som avisen beskriver, om en pige, som på daværende tidspunkt var 17 år, og som skrev en skriftlig klage over miljøet. 

Efterfølgende blev hun på et møde bedt om at trække klagen tilbage, hvilket Michael Bojesen har bekræftet overfor Politiken.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.