TOP

DR sender live fra Kulturmødet på Mors

På torsdag begynder Kulturmødet Mors, og hvis man ikke selv er på pletten i det nordjyske, sender DR live fra en række arrangementer med deltagere på Kulturmødet.

“Vi glæder os rigtig meget til igen i år at være til stede på Mors med både programmer, der sender live fra Kulturmødet på blandt andet P1 og P4, og særlige events for både børn og voksne, der for eksempel kan redde verden sammen med Ramasjang eller nyde musik i særklasse fra Vokalensemblet. Jeg håber, at flest mulige kulturbrugere og kulturfolk fra hele landet vil komme forbi og deltage aktivt i vores mange tilbud og arrangementer,” udtaler redaktør Ida Holten Ebbesen fra DR Kultur og Samfund, der står for DR’s aktiviteter på Kulturmødet. 

FAKTA

Her sender DR live fra Kulturmødet

4. division på P1 – live fra Kulturmødet på Mors: Her er der albuerum og plads til, at værterne kan mene mere, end man almindeligvis hører på P1. Kom og vær med, når vært Adam Holm sammen med et panel bestående af vært og arkitekt Ane Cortzen og journalist og tidligere vært på DR’s Deadline Mikkel Frey Damgaard, tager aktuelle kulturhistorier under kærlig og uhøjtidelig journalistisk behandling. Scenen Bag Plankeværket: Fredag kl. 14.00-16.00

Bagklog på P1 – Live fra Kulturmødet Mors: Esben Kjær er vært for P1’s hårdtslående, ofte satiriske og altid dejligt ondskabsfulde ugen-der-gik-magasin. På Kulturmødet kan DU komme af med DIN mening, når Bagklog kloger sig på kulturmødet sammen med adskillige kendte kulturpersonligheder – og et live publikum, der også kan få fat i mikrofonen. Scenen Bag Plankeværket: Lørdag kl. 10.00-12.00.

DR P1’s ‘Klog på sprog’ – live fra Kulturmødet Mors: Adrian Hughes er vært for en venlig kappestrid om ord. I ”Klog på Sprog” mødes to af Kulturmødets sproginteresserede gæster med sprogekspert Lars Trap-Jensen og tager tempera-turen på det danske sprog, som de selv bruger det og hører det fra andre. Undervejs kaster Hughes uhøjtidelige quizspørgsmål ind i kampen, som alle kan gætte med på. Kom og vær med.Scenen Bag Plankeværket: Fredag kl. 11.00-12.00

P1 Debat – Live fra Kulturmødet Mors: P1 Debat hiver dagens aktuelle kulturkrigere på scenen til debat. Politikere krydser klinger med meningsdannere, borgere diskuterer med de folkevalgte. Det bliver kontant, skarpt og med plads til et godt grin. En mikrofon går rundt, og publikum kan blande sig undervejs. Scenen Bag Plankeværket: Torsdag kl. 12.15-13.00

Mennesker og medier – live fra Kulturmødet Mors: Lukning af de ”smalle” radiokanaler P6, P7 og P8 er til diskussion, når P1’s ugentlige mediemagasin med Kurt Strand som vært sender direkte fra Kulturmødet. Desuden er der interview og reportager fra nogle af de mange mediedebatter i Nykøbing Mors. Og så er etablerede mediers nyheder til ungdoms-eksamen i et indslag fra den årlige tv-festival i København.DR’s mobile studie bagved Scenen Bag Plankeværket: Fredag 9.05-10.00

P4 Midt & Vest sender hele eftermiddagen direkte fra Kulturmødet. Det bliver med masser af gæster, reportager og debatter om kultur.

TVA lægger også vejen forbi og dækker højdepunkterne fra dette års Kulturmødet.

Kilde: DR

Vis mere

Udover livetransmissioner står DR også for en række aktiviteter på Kulturmødet som ‘DR K’s Kunstquiz’, ‘Bogselskabet med Anne Glad’ og Natsværmer-Lounge med dj Minna Grooss. 

“DR har igennem flere år været stærkt repræsenteret på Kulturmødet Mors, og jeg glæder mig til at deltage i år. Vi er fælles om opfattelsen af, at kulturen er afgørende for både den enkelte og vores samfund, og kulturen ligger mere end nogensinde i hjertet af DR. På Kulturmødet pibler spændvidden i det danske kulturliv frem, og det er god inspiration og input til det daglige arbejde med kulturen i DR’s brede indholdspallette,” udtaler direktør for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test