TOP

Hun er fra Japan og 32 år: DR Big Band får kvindelig chefdirigent for første gang

Miho Hamaza bliver ny chefdirigent for DR Big Band. Hun tiltræder til oktober, og det er første gang, at en kvinde kommer til at stå i spidsen for big bandet.

Miho Hamaza, der er 32 år, er født i Japan, men bor på nuværende tidspunkt i New York. Hun er uddannet klassisk komponist fra Kunitachi Konservatoriet i Japan og har også en uddannelse som jazzkomponist fra Manhattan School of Music i New York i bagagen.

“Med Miho i spidsen vil DR Big Band i de kommende år komme helt frem på beatet og få en fantastisk forbindelse til den allercooleste del af New Yorks pulserende jazzmiljø. Miho vil inspirere både bandet og dansk musikliv med sine stærke musikalske ideer, sine farverige kompositioner og ikke mindst sine kontakter til de mest spændende navne i den nye generation, som bryder igennem på den internationale jazzscene lige nu. Vi er vanvittigt heldige, at det er lykkedes at skrive kontrakt med hende, for hun er allerede voldsomt efterspurgt,” udtaler DR Big Bands kunstneriske leder, Birger Carlsen, i en pressemeddelelse, som også zoomer ind på Miho Hamazas bedrifter:

“Faktisk er hun et af de hotteste navne på både den amerikanske og europæiske jazzscene lige nu, og for nylig blev hun af det internationale jazzmagasin DownBeat kåret som en af 25 jazzmusikere, der vil forme jazzen i fremtiden – på verdensplan. Miho Hazama har dirigeret førende orkestre i Europa, USA og Japan og modtaget den prestigefulde Charlie Parker Jazz Composition Prize for sine kompositioner til bigbands. I New York Times, hvor hun ofte nævnes blandt byens stærkeste jazznavne, blev hun tidligere i år omtalt som ‘one of the boldest thinkers and most delightful jazz composers’.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test