TOP

Favoriserer DR på uretfærdig vis Det Kongelige Teater? Ekspert ønsker debatten – DR er afvisende

Der er grund til at diskutere, om DR’s store fokus på Det Kongelige Teater er “uretfærdigt”. Det mener professor og ekspert i branding, turisme og image på Copenhagen Business School, Sebastian Zenker ifølge Politiken

Professoren rejser spørgsmålet i forbindelse med DR’s tv-julekalender ‘Julefeber’, som udspiller sig på teatret, og efter at DR i september sendte dokumentarserien ’Hübbe har magten’. Før det har tv-stationen blandt andet vist serien ’I forreste række’ om kongelige balletdansere, DR Ultra har arrangeret en sleep over på Gamle Scene, og DR-programmerne ’Historiequizzen’ og ’Kulturmagasinet Gejst’ har filmet på teatret. 

“DR giver eksponering til en særlig spiller på markedet. Det skaber for det første en enorm opmærksomhed. For det andet styrker det – i dette tilfælde – Det Kongelige Teaters brand og hæver stedets kulturelle troværdighed og kapital, når det eksponeres på en anerkendt public service-station. Og for det tredje kommer teatret ud til et meget bredt publikum, man som institution selv vil have svær ved at nå,” siger Sebastian Zenker i forbindelse med den aktuelle tv-julekalender ‘Julefeber’, som han beskriver som massiv promovering af teatret. 

Det bedste sted for historien

‘Julefeber’ handler om 13-årige Bjørn, der bor sammen med sin far og lillesøster i Urbanplanen på Amager. På grund af pengeproblemer lader faren i desperation en skummel fyr rykke ind i deres lejlighed, mens de i al hemmelighed selv flytter ind på Det Kongelige Teater, hvor faren arbejder i kantinen – og herefter udspiller det meste af ‘Julefeber’ sig så med nationalscenen som kulisse. 

Hos DR afviser dramachef Christian Rank, at DR favoriserer nationalscenen. 

“I forhold til denne konkrete fortælling mener jeg, at Det Kongelige Teater er det bedste sted. Men naturligvis kunne vi have placeret vores julekalender over hele landet, hvis vi havde vurderet, det havde været bedst for historien. DR fortæller historier fra hele landet. Når det er sagt, er det selvfølgelig mere omkostningstungt, fordi vi skal flytte hele vores produktionsapparat ud i landet. Så det har nogle gange en betydning for, hvor meget og hvordan vi gør det,” siger Christian Rank til Politiken. 

Det Kongelige Teaters udviklingsdirektør, Dorthe Paulli, har tidligere fortalt Kulturmonitor om teatrets samarbejde med DR om julekalenderen samt potentialet i at være kulisse for en tv-julekalender. 

“Helt overordnet har vi fokus på at være et teater, der også er for børn, unge og familier. Derfor er det også en helt enestående mulighed for at nå nye målgrupper, at vi med julekalenderen kommer direkte ind i en masse stuer. Vi ved fra forskellige målinger, at rigtig mange mennesker er glade for Det Kongelige Teater, men vi ved jo også, at det ikke er alle, der kommer her. Nu får vi så en mulighed for at bringe teatret ud til dem på en ny måde, og den tilstedeværelse er fantastisk,” lød det blandt andet fra Dorthe Paulli, som også fortalte, at nationalscenen planlægger forskellige tiltag i forlængelses af ‘Julefeber’. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.